Der er forskelle på mænd og kvinders synssans, konkluderer forskere.
At kvinder er bedre end mænd til at sammensætte farver, er de færreste nok i tvivl om. Og det er ikke kun fordi kvinder går mere op i tøj, der er også en biologisk forskel. Kvinder er bedre til at se forskel på fine farvenuancer, mens synssansen hos mænd er bedre til at opfange ting i hurtig bevægelse. Blandt andet derfor er mænd ofte gode til computerspil.
Det konkluderer forskere fra City University i New York, skriver avisen The Telegraph.
Din mand går af mode når han er 37. Læs på alive.dk
Øjnene er forskellen
Undersøgelsen viser, at mænd ikke kan se de helt samme farver som kvinder. Forskerne kan ikke forklare forskellen mellem kønnene, men antager den kan skyldes forskellene i mængderne af det mandlige kønshormon testosteron. Grunden til, at mænd ikke kan se de samme farvenuancer er lysets bølgelængde.
Det vi som mennesker ser, er, med en enkel forklaring, resultatet af øjnenes bearbejdning af lys. Lys er i bund og grund elektromagnetisk stråling og afstanden mellem de enkelte enheder af denne stråling kaldes bølgelængden. Det lys mennesker kan se, har meget afgrænsede bølgelængder, hvor hver farve har sin egen bølgelængde. Og mænd skal bruge lidt længere bølgelængder end kvinder for at se farver.



