Derfor er Anna Nicole Smiths datter barnemodel

Faren til Dannielynn Hope, der er datter af den afdøde playboymodel Anna Nicole Smith, står nu frem og fortæller, hvorfor har han ladet sin datter følge i sin mors fodspor som frontfigur i en reklame for tøjmærket GUESS.

Hun har aldrig rigtigt lært sin mor at kende, for den nu seks-årige Dannielynn var kun fem måneder gammel, da hendes mor, Anna Nicole Smith, døde af en overdosis tilbage i 2007. Derefter fulgte en lang kamp mellem de to mænd, fotografen Larry Birkhead og Smiths personlige advokat og mangeårige ven, Howard K. Stern, som begge hævdede, at de var far til den lille pige.

Dannielynn Hopes mor, Anna Nicole Smith, dannede et ret så umage par med den nu afdøde oliemilliardær J. Howard Marshall. Se dem sammen med de andre umage par i galleriet på elle.dk

En af årsagerne til, at faderskabet var ekstra interessant var, at Anna Nicole Smith havde været gift med den aldrende oliemilliardær J. Howard Marshall, der døde tilbage i 1995, og dermed havde arvet hans imponerende formue.

Efter modellens død viste det sig, at fotografen Larry Birkhead, der havde haft et kortvarigt forhold til Anna Nicole Smith, var den biologiske far til Dannielynn Hope. Dermed fik han den fulde forældremyndighed og adgangen til olieformuen.

Dannielynns hyldest til mor
Efterfølgende har der været stille om både far og datter, men nu er der igen kommet et pip i offentligheden. Dannielynn Hope er nemlig frontfigur på tøjmærket GUESS’ nyeste børnekollektion – et brand, som også Anna Nicole Smith har stået model for. Det har vakt en del reaktioner, men den 39-årige Larry Birkhead tager nu bladet fra munden og fortæller, at han har ladet datteren stå model som en hyldest til sin afdøde mor.

- Dannielynn har altid set op til sin mors image og har sagt, at hendes mor er en engel. Jeg tror, at det på en måde er Dannielynns måde at yde hyldest til sin mor på sin egen specielle måde. At se hendes mors billede ved siden af hendes som en GUESS pige og sige: ’Hey, jeg var en GUESS Kids pige, og min mor var en GUESS pige.’ Det kan være hendes eneste forbindelse til sin mor, sagde Larry Birkhead, da han var gæst i programmet Good Morning America. 

Men samtidig slår Larry Birkhead fast, at han ikke ønsker, at Dannielynn skal være børnemodel lige med det første.

- Mit mål for hende er at være et barn og bare gøre, hvad alle børn gør, siger han.

Anni Fønsby havde Anna Nicole Smith som forbillede, da hun poserede for en kalender, der var en gave til hendes elskede Erik. Se billedet på seoghoer.dk