De travle mennesker træner mest

Folk, der bruger mange timer på arbejdet, er også dem, der bruger mest tid i fitnesscenteret, viser ny analyse.

Når tiden bliver knap på grund af arbejde, børn, madlavning og tøjvask, kan det virke uoverskueligt også at få turen i fitnesscenteret presset ind i det tætpakkede program. Ny forskning viser dog, at det med at have for travlt til at træne bare er en dårlig undskyldning. Dem, der har mest travlt, træner nemlig også mest, skriver Forskning.no

I en ny rapport fra Norges Idrætshøjskole konkluderes det, at forskellene på, hvor aktive nordmændene er, hænger sammen med social status.

- Dem med højst uddannelse og flest ressourcer mestrer levemåden i det moderne samfund bedre, siger professor Gunnar Breivik fra Norges Idrætshøjskole, til Forskning.no

På Soendag.dk kan du se, hvad du skal spise for at få mest muligt ud af din træning

Dansk forskning har tidligere vist, at det er personer mellem 30 og 50 år, der har sværest ved at finde tid til at træne.  Ofte fordi både børn og karriere skal passes, men nu ser det ud til at være ændret. Træningen er igen blevet en del af programmet, mener professoren.

- Dem, der arbejder mere end 40 timer om ugen, er også dem, som træner mest, siger Gunnar Breivik.
Ifølge rapporten dyrker unge singler mere motion end deres jævnaldrende, der har stiftet familie. Men efter nogle år, bliver dem med familie de mest aktive.

Den moderne dovenskab
I modsætning til vores bedsteforældres generation skal vi tænke meget mere over at få motion til hverdag. De daglige gåture til supermarkedet er blevet afløst af ugentlige køreture til et storcenter. Det kan få konsekvenser for vores sundhed, mener eksperten.

- Vi er ikke længere fysisk aktive helt af os selv. Vi skal tage et ansvar for at være det i fritiden. Overgangen fra nødvendighedssamfundet til frihedssamfundet kræver, at vi tager ansvar for den fysiske aktivitet på en helt anden måde, siger Breivik

Idrætsprofessoren anbefaler, at man indfører nogle aktivitetsrutiner som en del af hverdagen – for eksempel på vej hjem fra arbejde. Det kan være en fordel for motivationen at sætte sig et mål, som at deltage i et løb eller en konkurrence, råder han.

Hvordan får du tid til motion i en travl hverdag? Få svaret på Slankedoktor.dk