Danskerne vil have make-over af Trinny og Susannah

Den ene er spinkel, fladbrystet og har åbenlyst indrømmet sit forbrug af Botox. Den anden er bredere, storbarmet og bruger ordet ’patter’ i flæng. Der er tale om 48-årige Trinny Woodall og 50-årige Susannah Constantine og, de to britiske modeguruer, som i øjeblikket indtager Danmark i kampen mod den dårlige stil i forbindelse med det kommende tv-program Trinny & Susannah indtager Danmark.

Kunne du tænke dig at få en lige så flot figur som Trinny og Susannah? Så køb deres helt specielle shapewear i webshoppen på q.dk

Interessen hos danskerne for at deltage i programmet har været fuldstændig overvældende for staben hos Kanal 4, der sender programmerne til foråret. De har fået henvendelser i hobetal fra mænd og kvinder i alle aldre og fra alle landsdele og sociale lag.

- Hør her: Det har været fuldstændigt overvældende. Allerede, da vi kun søgte deltagere på vores hjemmeside, før vi kørte casting-trailere, var der en kæmpestor mængde ansøgninger. Nu har over 5000 danskere søgt, og vi har simpelthen været lykkelige for den store interesse. Jeg tror, at den skyldes, at folk har set Trinny og Susannah i andre territorier, og har syntes, at de var fantastiske, og hvem har ikke lyst til at være prinsesse for en dag?, siger Mé Foss Andersen, der er underholdningschef hos SBS TV.

Professionelle stilguruer
Kanalen har prioriteret at sætte de dygtigste castere på projektet, som har omhyggeligt har læst alle ansøgninger igennem, før der blev gennemført casting i hele landet, og til sidst har udvalgt endelige deltagere. Der er, ifølge Mé Andersen, blevet grint, grædt og klappet undervejs, og alle i produktionen har genopdaget nødvendigheden af at tage det rigtige tøj på.

- Det betyder jo bare noget, hvad man har på. De fleste kender nok den fornemmelse af at vågne op og føle sig lidt lille, og at kunne vende den følelse ved at stå op og tage noget power-tøj på. Alle kunne jo have behov for at melde sig til sådant et program, og at lære at elske sig selv. Programmet handler jo ikke om, at vi skal være slankere eller have større bryster, men at få det bedste ud af det, vi har, siger Mé Andersen.

Trinny og Susannah har lovet, at de for alvor vil gå i flæsket på danskernes stil. Læs hvordan på seoghoer.dk

Og selv om de britiske stildiktatorer nok er kendte for at sige deres meninger lige ud i deres foregående programmer, så skal man bestemt ikke tage fejl: Mé Andersen og de øvrige i produktionen har i den grad nydt samarbejdet med Trinny og Susannah.

- Jeg har arbejdet sammen med dem hver dag, og de er bare super-søde og topprofessionelle. De kan bare deres kram. Når kameraet kører, så kører de, og de leverer varen uden, at det er nødvendigt, at vi tager optagelserne om. De er super-empatiske, de går dybt ind i deltagernes historier, og de får dem til at føle sig godt tilpasse, siger underholdningschefen.

God karma-tv
Mé Andersen afslører samtidig med en vis stolthed, at de to briter til trods for at have optaget i mange lande før Danmark har sat ekstra stor pris på at arbejde i vores lille andedam. Trinny og Susannah har været begejstrede for at arbejde med tv-holdet, og for det studie, som Kanal 4 har stillet til rådighed. Selve tv-produktionen har derfor emmet af god karma, ifølge underholdningschefen.

- Lige nu sidder vi og optager catwalk-shows, og det er med tårer i øjenkrogen hver eneste aften. Der er masser af point til den gode karma-konto, og det er virkelig dejligt efter i mange år at have lavet hård reality-tv, siger Mé Andersen.

Programmet vil blive sendt til foråret i 32 programmer med tre make-over i hver. Med over 5000 deltagere, kunne der dog nemt være blevet produceret 60 programmer, ifølge underholdningschefen.