Carl-Mar Møller: 12 ting kvinder skal vide om kærlighed

Føler du dig ofte forsmået eller misforstået af din mand? Så kan det godt være, du har været sammen med nogle lidt uheldige typer, men det kan også være, at du selv kan gøre noget for at ændre på det …

Oplever du, at dine kærlighedsforhold igen og igen går i vasken, så er der måske nogle ting i din egen adfærd, som det kan være en god ide at ændre på. Det mener parterapeut Carl-Mar Møller, i hvert fald. I sit virke som leder af sexolog og parterapeutskolen har han gennem årevis mødt kvinder, der igen og igen bliver skuffet i kærligheden – og som måske kunne have undgået det, hvis de havde gjort sig nogle helt konkrete ting om kærligheden klart.

Hvad betyder det egentlig, når han siger, at han ikke er klar til et forhold? Læs med på Oestrogen.dk

Her får du Carl-Mar Møllers liste over 12 ting, kvinder skal vide om kærlighed:

1. Ingen mand i hele verden kan gøre dig lykkelig.

2. Hvis du skal have dækket alle dine følelsesmæssige behov, skal du have mange kontakter. Det kan f.eks. være fem tætte veninder, en mand, børn, familie, arbejde og nogle interesser. Har du ikke et netværk af veninder, som ikke altid kun holder med dig, men også kan se sagen fra mandens side, vil du blive overbevist om, at du altid har ret og han uret.

3. Mange mænd vil forstå det, du siger om dem, som kritik eller bebrejdelser, selvom det ikke er det.

4. Du skal lære at udtrykke dine behov uden at angribe eller komme med undertoner af bebrejdelser ved f.eks. at sige: ’du rører mig aldrig’. Du kan i stedet sige: ’jeg bliver glad, hver gang du rører ved mig’.

5. Du må ikke kritisere ham, mens andre hører på, og slet ikke når børnene er til stede.

6. Har du afvist ham seksuelt, skal du næste gang - og inden for kort tid - tage initiativet for at genoprette hans selvtillid.

Derfor springer mænd fra det ene forhold til det andet – læs med på Q.dk

7. Du skal forklare ham hans rolle, når du f.eks. har brug for, at han kun lytter, når du fortæller. Manden er opdraget til at skulle komme med et problemløsningsforslag, hver gang han bliver præsenteret for et problem. Når du kommer med et følelsesmæssigt problem, hvor han kun forstår halvdelen, bakker han ud, fordi han ikke er i stand til at løse problemet.

8. Du kan kun forvente, at han forstår mellem tredive og halvtreds procent af det, du siger, da han lever i en anden verden. Han har for eksempel aldrig været gravid, haft menstruation eller ægløsning. Selvom han muligvis ved, hvad ordene betyder, er det svært for ham at forstå, hvad de dækker over. Så hvis du har brug for at snakke om disse ting, skal du gå til andre kvinder, der deler dine erfaringer.

9. Du skal tænke på, at han måske vil have noget andet end det, du har lyst til at give ham, f.eks. beundring, begær eller ros.

10. Du skal forlange af ham, at han støtter dig i at blive fagligt dygtig og i at dyrke dine interesser, også selvom han ikke bryder sig om dine interesser.

Når det kan være svært at støtte sin kæreste i at dyrke sin interesse, kan det være fordi, man har nogle uopfyldte behov, f.eks. at gå i biografen eller at tale sammen. Når kæresten så dyrker sin interesse, kommer man i kontakt med savnet og bliver vred og ked af det. I stedet for at formulere sit behov på en positiv og konstruktiv måde, angriber man eller ignorerer den andens interesser.

Måske bliver man rent faktisk følelsesmæssigt forsømt. Måske er der for stor forskel på de følelser, man har for hinanden, og den anden bruger sine interesser til at holde én på afstand. Hvis man føler sig forsømt og ensom i parforholdet, vil det være meget provokerende at se den anden engagere sig dybt i at se tv, dyrke sport, astrologi, politik osv.

11. Du skal forlange af ham, at han siger undskyld, hver gang han fortryder en handling. Ellers er det mangel både på selvrespekt og på respekt for dig.

12. Vær klar over, at ingen mand i hele verden kender alle dine følelsesmæssige behov.

Få flere gode råd om kærligheden fra Carl-Mar møller på Oestrogen.dk