Byt om på dine måltider – og tab dig

Det kan være smart at bryde traditionerne og i stedet spise hovedmåltidet til frokost

Vil du smide nogle kilo, er første skridt naturligvis at tænke over, hvad og hvor meget du spiser.

Men en undersøgelse viser nu også, at det faktisk har en betydning, hvornår på dagen du spiser noget.

Undersøgelsen, der har været publiceret i International Journal of Obesity, fulgte 420 overvægtige kvinder i 20 uger. Den ene gruppe af kvinderne spiste dagens hovedmåltid (omkring 40 pct. af dagens kalorieindtag) inden kl. 15, mens den anden halvdel indtog hovedmåltidet senere på dagen.

Og der var klar forskel. Dem, der indtog det store måltid senere på dagen, tabte sig 25 pct. mindre end den anden gruppe, der spiste tidligere på dagen, og de tabte sig generelt også langsommere. Og det var på trods af, at begge grupper indtog samme mængde kalorier og brugte samme mængde energi på træning og andre ting, skriver Prevention.com.

Det behøver ikke være svært at tabe sig. Læs på Slankedoktor.dk om 20 lette måder at spare 300 kalorier på.

Regelmæssige måltider påvirker din vægt
Ifølge forskerne kan man ikke helt sige, at en ændring af dagens måltider er den direkte vej til vægttab. Men der har bl.a. været forskning på mus publiceret i tidsskriftet Cell Metabolism, der har antydet, at det har en betydning i forhold til vægttab, at man spiser på nogle bestemte tidspunkter i løbet af dagen i stedet for at spise, når man har lyst.

Eksperterne peger på, det kan skyldes kroppens indre døgnrytme, og at regelmæssigheden altså har en betydning for den.

- Spiser du måltider på underlige tidspunkter, kan det forvirre kroppens indre ur. Det er ligesom en dirigent, der mister fornemmelsen af sit orkester, fordi alle begynder at spille sin egen melodi, forklarer Frank Scheer, der er neurolog ved Brigham and Women’s Hospital i Boston.

Han peger på, det er for tidligt at anbefale noget konkret om at ændre dagens måltider, men han mener, det ikke kun er værd at tænke over, hvad vi spiser. Det er også en god idé at tænke på, hvornår vi spiser, forklarer Frank Scheer.

Kilde: Prevention.com

Læs på Femina.dk, hvorfor den proteinrige kost kan være farlig for overvægtige personer