Botox kan få unge til at se ældre ud

Det er populært for helt unge at få rynkebehandling. Men gør de det for tit, kan det få dem til at se ældre ud.

Unge mennesker kæmper med næb og klør mod alderens aftryk. Derfor kaster de sig over rynkebehandlinger primært Botox som aldrig før.

Selvom de færreste unge har nævneværdige rynker, så er der sket en stigning blandt folk under 30, som får indsprøjtninger med bl.a. Botox. Hele 56 procent flere unge mellem 18 og 25 år hvert år melder den britiske virksomhed Transform Cosmetic Surgery. Det skriver nyhedssitet Dailymail.co.uk

Ifølge lægerne gør de imidlertid klogt i at holde lidt igen. Udover de kendte bivirkninger som hængende øjenlåg og øjenbryn advarer kosmetisk dermatolog Darren McKeown mod, at ansigtsmusklerne kan svinde ind.

- En af bivirkningerne ved Botox er muskelatrofi. Dvs. at musklerne begynder at visne væk, hvis de ikke bliver brugt i en periode. Hos yngre mennesker kan denne effekt være ret tydelig. Når musklerne bliver mindre omkring øjnene, mister de fylde, og dine kindben kommer til at træde meget tydeligt frem. Det bevirker, at du ser ældre ud, siger Darren McKeown til Dailymail.co.uk.

Hør Pernille Aalund fortælle om sine erfaringer med plastikkirurgi på Q.dk

Også flere unge herhjemme
Bo Jønsson, der er speciallæge i plastikkirurgi på Aleris-Hamlet Privathospitaler, bekræfter, at man også herhjemme har set en stigning blandt unge, der får lavet indgreb mod rynker.

 - Generelt har vi set en stigning på 70 procent, blandt folk der får lavet kosmetiske behandlinger i ansigtet. Men det skyldes i høj grad, at vi har dannet Hamlet Cosmetics og lavet en stor kampagne på det. Det er dog klart, at vi heriblandt også har fået flere unge på 30 og derunder ind, siger han til Alive.dk, men afkræfter, at der skulle være tale om unge helt ned til 18 år, der får rynkebehandlinger hos dem:

- Vi ser ikke rigtigt nogle patienter under 25 år. De unge hos os er mellem 25 og 30 år, siger Bo Jønsson.

Botox kan forebygge dybe rynker
Bo Jønsson forklarer, at grunden til, at folk under 30 får Botox, er, at man mener, at det kan have en forebyggende effekt.

- Det er attraktivt for de unge at få rynkebehandlinger med Botox, fordi de gerne vil prøve at forebygge, at rynkerne bliver dybere med alderen, siger speciallægen.

Q.dk tester Botox og Restylane. Se før- og efterbillederne her
 
Anbefaler ikke jævnlige indsprøjtninger
Han er enig, at der i teorien kan blive tale om et ældet udseende grundet tydelige knogler i ansigtet, hvis Botoxbehandlinger gentages for ofte.

- Man kan godt forestille sig, at Botox, der bliver lagt regelmæssigt, under det vi kalder kragetæerne ved siden af øjet og over kindbenene, gør, at musklen næsten går til grunde. Dermed vil kindbenet træde tydeligere frem, og i princippet vil du så kunne komme til at se ældre og lettere indsunken ud, siger han og fortsætter: 

- Der er nogle mennesker, der får behandlinger ganske ofte. Måske hver tredje måned. Men hos os anbefaler vi ikke, at man får Botox så tit. Der kan ind imellem gå år, før det igen er nødvendigt, at gentage behandlingen, siger Bo Jønsson.