Børn ved når de voksne drikker alkohol. Og det påvirker dem senere i livet, lyder konklusionen i ny rapport.
I disse julefrokosttider er der god grund til at holde igen med alkoholen, når der er børn til stede. Børn er nemlig opmærksomme på hvor meget de vokse omkring dem drikker, også når de er lagt i seng. Forældrenes forhold til alkohol, har stor indflydelse på, hvor meget børnene drikker, når de bliver ældre, skriver The Independent.
Ifølge avisen opfordrer en ny rapport fra tænketanken Demos, forældre til at drikke med mere omtanke. En toårig undersøgelse af 17.000 briter viser nemlig, at teenagere, der mener, at deres mødre drikker ’altid’ har dobbelt så stor risiko for at få et problematisk forhold til alkohol som voksen, sammenlignet med teenagere hvor mødrene kun drikker ’af og til’
Opfattelsen af alkohol er også en del af forældrerollen. Det er ikke nok at give børnene mad og sende dem i skole, advarer rapportens forfattere.
- Mange forældre tror, at deres drikkevaner har en lille eller ingen indflydelse på familielivet. De overbeviser dem selv om, at de har opfyldt de vigtigste forældreroller når børnene er mætte, rene og kommer i skole, skriver Jonathan Birdwell, Emma Vandore og Bryanna Hahn.
Puk Rebecza fra De unge mødre voksede op med en alkoholiseret mor. Læs historien på udeoghjemme.dk
Samme mønster i Danmark
Sammenhængen mellem børn og forældres alkoholforbrug er også til at få øje på i Danmark. I 2003 viste en analyse fra Statens Institut for Folkesundhed, at især drenge bliver påvirket af, hvor meget forældrene drikker. De drenge, hvis forældre ofte drak alkohol på hverdage, havde et gennemsnitligt ugentligt forbrug på 18 genstande. Drenge med forældre, der aldrig drak på hverdage, indtog i gennemsnit 13 genstande ugentligt.
Ifølge forskerne var mønsteret langt svagere hos piger – angiveligt fordi, der er langt lavere forventninger til, hvad det er i orden for dem at drikke, både blandt forældre og unge.
Alkohol skader din sundhed og øger risikoen for kræft – læs mere på udeoghjemme.dk
Tidligere i år viste tal fra ESPAD (Det Europæiske Skoleprojekt for Alkohol og Andre Stoffer), at danske unge endnu en gang har rekorden i druk. En typisk dansk teenager indtog 9,7 centiliter ren alkohol i 2011 – det er dobbelt så meget som det europæiske gennemsnit og en del mere end de finske unge på listens andenplads.



