Børnebilleder på Facebook vækker bekymring

Omkring halvdelen af de danske forældre med en Facebook-profil lægger billeder ud af deres børn, som alle kan se. Det vurderer en dansk ekspert i it-sikkerhed, der opfordrer til mere omtanke på det sociale netværk.

Før i tiden måtte bedsteforældre vente på at få et fotoalbum med billeder af deres børnebørn. Sådan er det ikke mere. Nu lægger forældrene i stedet billederne på Facebook, så venner og familie kan følge med i ungernes liv. Men den udvikling har en bagside. En engelsk undersøgelse foretaget af folkene bag ’23snaps’, som er en app til deling af babybilleder, viser, at 46 procent af alle forældre ligger billeder på Facebook, som alle kan se.  Det betyder, at billederne er frit tilgængelige på internettet, og dermed kan findes af eksempelvis pædofile.

Hvis du bruger meget tid på Facebook, kan det være ligeså farligt som rygning. Få forklaringen på Femina.dk

Det vides ikke med sikkerhed, hvor mange danskere, der lægger billeder ud på Facebook, som alle kan se.  Men herhjemme er problemet mindst ligeså stort, mener en dansk ekspert i IT-sikkerhed.

- Der er ingen grund til at tro, at vores adfærd i forhold til Facebook eller andre sociale medier er anderledes end i England. Faktisk er Danmark i gennemsnit bedre repræsenteret på f.eks. Facebook, så der er ingen tvivl om at vi ser samme mønster herhjemme, siger Peter Kruse, sikkerhedsekspert hos it-sikkerhedsfirmaet CSIS, til Alive.dk

Ifølge Peter Kruse bør man tjekke, at offentligheden ikke kan se de billeder og andre personlige oplysninger, man lægger ud på Facebook.

- Generelt skal man begrænse adgang til de billeder, man publicerer. I Danmark er der tusindvis af Facebook-profiler, som mere eller mindre er åbne for offentligheden, og det er betydeligt mere risikabelt end lukkede profiler, hvor indhold kun deles med personer, man kender, siger han.

På Seoghoer.dk kan du læse, hvorfor du ikke skal regne med at blive Facebook- venner med ’Matador’-forfatteren Lise Nørgaard

Pas på falske venner
Et andet råd fra sikkerhedseksperten lyder, at du skal tænke over venneanmodninger. For nogle af dem er måske slet ikke så uskyldige og velmenende, som de ser ud. De kan blive brugt til at hugge dine personlige oplysninger, advarer han.

- Vi skal være bedre til at forholde os kritisk overfor venneanmodninger. Der findes millioner af falske profiler på Facebook, og det er ofte dem, der bruges til at skabe relationer, som kan give adgang til privat materiale. Altså ikke mere privat end at man har valgt at dele det på Facebook, men trods alt så ’privat, ‘ at man måske ikke ønsker hele verden skal se det, siger Peter Kruse.

Sådan tjekker du dine privatlivsindstillinger på Facebook
1. Log ind
2. Klik på den nedadvendte pil til højre for ’Startside’ og vælg ’Privatindstillinger’
3. Tjek, at du har valgt/skift over til ’Venner’ som standard privatindstilling