App kan afsløre hormoner i dine plejeprodukter

Af Trine Fisker, Newsdesk, Aller Media

Når vi vasker hår, smører kroppen ind i bodylotion eller bruger en ansigtsmaske, så gør vi det for at pleje vores krop. Og derfor er det nok de færreste, der har lyst til at bruge produkter, der indeholder hormonforstyrrende stoffer.

Men selv om EU og Miljøstyrelsen har lavet en liste over 17 hormonforstyrrende stoffer, så kan det som forbruger være svært at gennemskue, om et eller flere af de stoffer er i netop det skønhedsprodukt, der står hjemme på badeværelset.

En undersøgelse viser, at de hormonforstyrrende stoffer blandt andet ophober sig i brystvævet. På Femina.dk kan du læse om den britiske undersøgelse.

Norsk app kan også bruges i Danmark
Derfor har Forbrukerrådet i Norge lanceret en ny og gratis applikation til smartphones, som kan hjælpe dig med at gennemskue, hvad dine produkter rent faktisk indeholder. Det skriver 24timer.

App’en hedder Hormonsjekk, og på kort tid er den blevet en af de mest downloadede apps i Norge. Men selv om app’en er norsk, kan den sagtens bruges herhjemme. App’en har nemlig data fra flere tusinde kendte mærker, og da langt de fleste produkter er identiske med dem, man finder på hylderne herhjemme, kan den sagtens bruges i Danmark.

I din makeup-pung kan du sandsynligvis finde flere produkter der kan være allergifremkaldende. På Femina.dk kan du finde ud af hvilke produkter der er værst.

Sådan virker det
Med app’en på din smartphone kan du scanne stregkoden på dit produkt med mobilkameraet, og så fortæller app’en dig, om der er hormonforstyrrende stoffer i produktet, og hvilke stoffer der er tale om. Derudover får du en forklaring på stoffets effekt og information om eventuel EU-lovgivning.

Hos Forbrugerrådet herhjemme oplyser man til 24timer, at man er i gang med at kigge på mulighederne for en dansk version af den norske app.