Annette Heick vil have sex mindst en gang om ugen

Af Juliane Olsen, NewsDesk, Aller Media.

Multikunstneren Annette Heick skal have action i soveværelset for at kunne fungere

Hun er en kvinde med mange jern i ilden, og nok også lidt for mange det seneste år, ifølge hende selv. 40-årige Annette Heick indtager lige nu musikverdenen med sit andet album ”Grænseløs” efter at have haft stor succes med sin rolle i musicalen ”Wicked”. 

Det har givet mindre tid med hendes elskede familie bestående af ægtemanden Jesper Vollmer og sønnerne Eliot og Storm, men kærligheds- og sexlivet er stadig noget den succesrige kunstner prioriterer meget højt.

- Jamen, det er jo en ongoing proces. Sex er vigtigt. Der kan være alle mulige årsager til, at det er på hold i en periode, men hvis den bliver for lang, går det galt. Jeg vil faktisk sige, hvis du har sex mindre end en gang om ugen, så skal du lige til at klemme ballerne lidt sammen. Så kan det godt være, at det ikke er lige fantastisk hver gang, og at den ene har mere lyst end den anden, men det skal ikke blive en hindring, siger Annette Heick til magasinet Liv.

Læs også på femina.dk, hvorfor Annette Heick mener, at hendes efternavn i perioder har været en stor byrde.

Boede i et ”farmorhjem”
Mødet med køkkenchefen Jesper Vollmer har i det hele taget ændret hele Annette Heicks måde at anskue verdenen på. Før hun som 27-årig mødte ham og blev blomstrende forelsket, var hun nemlig meget fastlåst i en voksenverden.

- Det var ikke sådan, at det slog gnister ved første øjekast, men da det så gjorde, skal jeg love for, at der også var ild i hytten. Han fik pillet alt det voksne ud af mig. Sammen med ham var det okay at være fjollet og legesyg. Han sagde: ”Prøv lige at kigge dig rundt i dit hjem, det er jo et farmorhjem”. Og jeg tænkte: ”Ja, det har han ret i”, siger hun i interviewet.

Læs også svarene på oestrogen.dk’s ti skarpe spørgsmål til Annette Heick

Det var netop hendes nye mands enorme ro, der fik tilværelsen til at falde på plads for Annette Heick, som indtil da havde levet sit liv meget sikkert.

- Jeg ved ikke, hvorfor jeg boede sådan, men jeg besluttede mig for at lave om på det. Det handlede også om, at jeg har så meget respekt for ham, som jeg ikke har haft for nogen andre før. Han er en klippe, har en kæmpe integritet og er altid rolig og velovervejet. For mig, der er sådan et flagrende, flaksende menneske og så ekstremt ekstrovert, har det været fantastisk at møde så urokkelig en mand, som ikke lader sig hidse op af noget, men heller ikke er bange for at stille modspørgsmål. Han fik mig til at falde til ro, siger Annette Heick om forholdet.

Annette Heick har lavet albummet ”Grænseløs”, der er på gaden lige nu, i samarbejde med blandt andre Martin Brygmann, Jørgen Klubien, Julie Berthelsen og Peter Frödin.

Læs også: