6 tidsrøvere du skal undgå til fitness

Få ekspertens råd til hvordan du får maksimalt udbytte af din træning

Når man endelig har fået pakket træningstøjet og turen hen til fitnesscenteret er tilbagelagt, så er det med at få noget ud af træningen, når man nu alligevel er der.

Og selv om man måske ikke er opmærksom på det, så er der en række tidsrøvere, man skal forsøge at undgå, når man sveder i fitnesscenteret.

Henrik Duer, der er uddannet træningsfysiolog og personlig træner kommer her med en række overordnede råd til, hvordan man får maksimalt udbytte af træningen.

Din indstilling
- Et af de vigtigste råd, hvis du ikke skal spilde din tid, handler om din indstilling. Hvis du ikke er klar til at give den gas, så får du ikke udnyttet tiden optimalt. De lange samtaler hører ikke til, når man træner. Dem tager man bagefter. Hvis man vil have noget ud af tiden, så handler det om at træne og ikke alt muligt andet. Og hvis du er klar til at give den maksimalt gas, så kommer du virkelig langt på en time, siger han til alive.dk.

Læs på alive.dk  hvor det er bedst at løbe – på løbebåndet eller i naturen

Morgen, middag eller aften
- Der er ikke noget tidspunkt på dagen, hvor det er bedre at træne end et andet. Og så alligevel. Du får mest ud af din træning, når du føler dig frisk, for der er din motivation i top, og du er klar til at give den gas. Hvis du er frisk om morgenen, så er det der, du får mest ud af det. Hvis du derimod føler dig træt om morgenen, vil du helt automatisk ikke præstere dit maksimale. Så hvis man har den luksus, at man frit kan vælge tidspunkt på dagen, så er det bedste tidspunkt, når du har det bedst. Hvis man har job, børn og andre forpligtelser, så handler det om at træne, når man har mulighed, siger Henrik Duer.

Intensitet og udvikling i træningen
- Helt generelt skal al træning kører til udmattelse. På den måde får man mest ud af træningen. Jeg oplever tit, at kvinder er typisk bange for at presse sig selv for hårdt. Målet er 12 gentagelser, men hvis du føler, at du kan tage to tre yderligere gentagelser, når du stopper, så har du ikke kørt til udmattelse, og så skal der mere vægt på. Det er hårdt at køre til udmattelse, men det er det, man skal, hvis man vil have maksimalt udbytte af sin træning. Det med ikke at presse sig selv er spild af tid. For hvis man ikke presser sig selv, så skal man vide, at der er noget, der går tabt, siger han og fortsætter.

Test dig selv og se, om du får motion nok på femina.dk

- Når man kører til udmattelse, så kommer der også helt automatisk progression i træningen. Vægten i hver øvelse bliver øget, og det er helt afgørende, hvis man vil se udvikling i træningen, siger Henrik Duer.

Bevæg to led ad gangen
- Når man vælger, hvilken maskine man skal bruge i de enkelte øvelser, så er det vigtigste, at det er en maskine, hvor man bevæger sig hen over to led. Det betyder, at der både skal være en bevægelse i eksempel albueled og skulderled, når man laver brystøvelser. Det er simpelthen spild af tid, hvis man kun træner et-ledsøvelser. Fordelen ved øvelser, hvor man bevæger sig i to led, er, at man ofte træner flere muskelgrupper på en gang.

Øvelser på bold, maskine eller på gulvet
- Når det kommer til den klassiske maveøvelse, så lav den på en måtte, hvor man udnytter sin egen kropsvægt. Det er meget mere fleksibelt, når man laver dem på en måtte, for man kan ligge på gulvet alle steder, så man er ikke afhængig af, om bolden eller maskinen er optaget, siger han og fortsætter.

- Hvis man gerne vil have, at ens træning er mere overførbar til ens hverdag, hvor der jo ikke er nogle bevægelser, der kører fastlåst, så skal man træne med frivægte. Man får mere balance og koordination ved frivægte. Ulempen ved frivægte er dog, at det er teknisk sværere end træning i maskinerne, hvor bevægelserne er fikseret. Men når man først har lært teknikken fra maskinerne, så er det uden tvivl mere effektivt at skifte til frivægte, siger han.

Lidt træning er bedre end ingen træning
- Når alt dette er sagt, så skal det dog understreges, at der uden tvivl vil være dage, hvor man er træt og hvor man ikke gider, og der er det bare vigtigt at komme af sted alligevel. For al træning er bedre end ingen træning. Det er en million gange bedre at komme af sted end slet ikke at komme af sted. Den bedste træning er altså den, der bliver gjort, siger han til alive.dk.