I årevis havde Mette Fuglsang daglige ædeflip, hvor hun spiste, til hun knap kunne synke. I dag ved den 29-årige ålborgenser, at overspisningen ikke handlede om mad. Hun spiste for at fortrænge sine følelser, og først da hun rummede dem, kunne hun slippe maden og komme videre med sit liv.

Mette har været hos sundhedsplejersken. Hun går i fjerde klasse og er på vej tilbage til klasselokalet med en gul seddel i lommen. Her står, hvad hun måler og vejer.

De andre piger sammenligner tal, men Mette sveder og knuger sedlen i sin lomme. Vægten på 43 kilo er pinlig, mener hun.

»Jeg var ikke tyk, men de andre vejede noget i 30’erne. Det var forfærdeligt at veje så meget«

Mette Fuglsang smiler. Den 29-årige kvinde, som sidder her i vintersolens lys i Aalborg, ved godt, at vægten var normal, men hun husker frygten for at falde igennem. Falde udenfor.

Jeg har altid syntes, at jeg var for tyk.

Den følelse har styret hendes liv. Mette har aldrig været tilfreds med sin krop. Ikke før nu, hvor hun nøgternt kan se tilbage på sit liv og erkende, at mad – og tanker om mad – har fyldt for meget og i perioder ALT.

»Fra jeg gik i sjette klasse og 14 år frem, var jeg på utallige slankekure. Den første husker jeg tydeligt, for vi skulle på lejrtur og jeg ville tabe mig, før jeg skulle vise mig i badetøj.«

Slankekuren foregik i smug, og når Mette nu ser tilbage, var det alarmerende:

»Med hemmeligholdelsen fulgte også skammen og følelsen af at være forkert,« fortæller hun, der har ledt i sin opvækst efter en mulig årsag.

»Min barndom handlede kort sagt mere om præstationer end om følelser. Min mor havde været overvægtig, så hun var meget opmærksom på, at mine søstre og jeg ikke blev det. Jeg opfattede tidligt, at man havde det bedst, hvis man havde kontrol over mad.«

LÆS OGSÅ: Stor forvandling: Fedmeoperation gav Gitte et nyt liv

Mette blev den dygtige og populære pige, som fik masser af selvtillid, men det kneb med selvværdet. Hun foragtede sig selv for sin hemmelige madtrang.

»Jeg skiftede mellem at spise monster-meget, og så blev jeg led ved mig selv og begyndte at træne meget, så jeg tabte mig. Derfor blev jeg ikke tyk, men begge dele var en del af spiseforstyrrelsen. Når jeg var i kontrolfasen, så troede jeg bare, at jeg havde styr på det,« siger hun og smiler lidt ad sig selv.

Chokolade og skam

Overspisningerne tog fart, da Mette i 2007 fik afslag på at læse til diætist.

»Det var hårdt! Jeg blev ramt af usikkerhed, for jeg var vant til at glide let igennem det hele,« forklarer Mette.

LÆS OGSÅ: "Da jeg tog hende op, hang hun livløst i mine arme"

Hun kom efterfølgende ind på studiet, men husker det som én lang prøvelse:

»Al den fokus på sundhed gav mig så dårlig samvittighed. Når jeg var ude i praktik, talte jeg med folk om, hvordan de kunne tabe sig, hvorefter jeg tog hjem og overspiste.«

Mette ser et øjeblik opgivende ud. Det var omkring den tid, hvor hun erkendte, at hun havde en spiseforstyrrelse. Hun fortalte det til sin kæreste, men spiste videre. I smug:

»Jeg skulle af med papiret, når jeg havde overspist, og jeg skulle gemme maden forskellige steder, så min kæreste ikke opdagede det. Alt handlede om mad,« og for Mette kom kulminationen, da hun sluttede forholdet til sin kæreste, i 2011, „for at få fred til at spise”.

»Det var for svært at være tæt på et andet menneske, når jeg var så flov over mig selv.«

LÆS OGSÅ: Efter 15 år i medicintåger: Mette fandt vejen til et godt liv

Bruddet forstærkede den hårde proces, som Mette stod midt i. Hun havde endelig fået fortalt sin familie om overspisningerne, og hun vidste, at hun havde hårdt brug for hjælp.

Efter at have været hos forskellige terapeuter endte det med at blive en samtalegruppe hos Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser, der fik hende videre. Selvom det gik langsomt.

»Det var godt for mig, men alligevel købte jeg chokolade på vej hjem fra møderne. Vi havde jo ellers lige talt om, at vi ikke skulle overspise, så jeg var så flov, men det var jo, fordi alle følelserne kom op til overfladen, at jeg måtte dulme mig selv med chokolade.«

Det viste det sig, at nogle af de andre gjorde det samme, fortæller Mette med et smil. Men det var en lettelse for hende at finde ud af, at hun ikke var alene.

Ny platform

Angsten for ikke at slå til og følelsen af, at det ville være farligt at åbne over for andre, var det, der fik hende til at proppe sig med mad. At de, der stod hende nær, måske kunne hjælpe, faldt hende ikke ind:

»En veninde sagde til mig, at hvis hun havde været min mor, ville hun være ked af, at jeg ikke ville snakke om det. Dét fik mig til at tænke og opsøge min mor, som slet ikke var klar over, hvor galt det stod til. Det hjalp at snakke med hende, og vi har fået et meget tættere forhold, end vi havde før,« fortæller Mette.

Det er snart et år siden, at hun sidst overspiste, og nu ved hun, hvad der udløser trangen. Senest har hun mærket den, da hun blev inviteret til fest i det kollektiv, hvor hun bor i dag.

LÆS OGSÅ: Når børn sørger: "Vi tænker på far hver dag"

»Det var, før jeg var flyttet ind, så vi kendte ikke hinanden. Jeg var så nervøs, før jeg skulle af sted, og kunne mærke trangen til at spise, men jeg vidste jo, at det handlede om noget andet, så i dag ser jeg trangen som et faresignal, jeg kan bruge til noget.«

»I mange år lukkede jeg svære følelser ned med mad, så det er jo naturligt, at jeg reagerer sådan. Det ved jeg nu,« fortsætter Mette.

Den erkendelse er blevet hendes nye platform, for i dag læser hun til psykoterapeut og har eget firma, mettefuglsang.dk, hvor hun hjælper folk, der overspiser. Og holder foredrag om det.

»Det gik op for mig, at hvis jeg skulle slippe maden som trøst, så blev jeg nødt til at turde slippe tankerne ud og lade andre mennesker komme tæt på. Det har været godt for mig. Ja, faktisk har det seneste år været det bedste nogensinde,« slutter Mette.

LÆS OGSÅ: "Sådan stoppede jeg med at overspise"

LÆS OGSÅ: Tæt på 3 kvinder: Aldrig mere yoyo-vægt

LÆS OGSÅ: Ung mor med hård skæbne: Jeg lever nu!

Artiklen er oprindelig bragt hos hjemmet.dk