En yngre mand har lørdag aften mistet livet, da han blev påkørt bagfra.

Ulykken sket på Oddesundvej, ikke langt fra Hurup i Vestjylland, hvor den yngre mand kørte på knallert i nordgående retning.

Ved 23-tiden lørdag blev han påkørt af en 35-årig mandlig bilist fra lokalområdet.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til bt.dk.

»Vi får anmeldelsen klokken 23.05. Knallertføreren blev dræbt på stedet,« oplyser vagtchefen, der videre oplyser, at der ikke er tegn på, at alkohol og stoffer er årsagen til den dødelige ulykke.

Nu afventer politiet bilinspektørens rapport, ligesom føreren af personbilen skal genafhøres. Samtidig er den yngre mand søndag morgen endnu ikke blevet identificeret. Det sker i løbet af formiddagen.

Føreren af personbilen risikerer en sigtelse for uagtsomt manddrab, oplyser vagtchefen.