I stedet for at passe og behandle den svært psykisk syge patient Jan Michael Peters, udsatte en gruppe plejere på den retspsykiatriske afdeling i Risskov Jan for de mest uhyrlige overgreb. Endda overgreb som ledelsen kendte til, men ikke reagerede på, forklarer en række tidligere ansatte nu.

- De var alt for hårde ved Jan. Jeg har set ham blive slæbt hen ad gangen og set ham blive slået. Plejeren TF blev bedt om at sige op, efter han gav Jan et blåt øje. TF var i det hele taget meget hård ved Jan og skulle aldrig have været ansat derude, forklarer Jette Glyngfeldt, der arbejdede som sosu-assistent på Jans afdeling, da volden stod på. 

Læs alle BTs afsløringer om retspsykiatrisk afdeling i Risskov   

En af hendes tidligere kollegaer, som også passede Jan, endte med at sige op, fordi ledelsen så igennem fingre med mishandlingen af Jan.

Gennembanket

- Jeg klagede allerede til ledelsen, da han blev gennembanket første gang. Men jeg fandt ud af, at hvis man gik til ledelsen, når patienter fik tæsk, så fik man at vide, at man bare kunne skride, hvis ikke man kunne lide lugten i bageriet, siger plejeren, der ikke ønsker sit navn i avisen af hensyn til sit nuværende job i psykiatrien. Ifølge plejeren var mishandlingen af Jan noget af det værste, der foregik på Risskov.

- Han blev behandlet som en hund. Personale har sparket ham, slået ham, trukket ham ned af hans seng og tvangsmedicineret ham uden grund. De spyttede på ham, og de spyttede i hans mad. På et tidspunkt, hvor Jan havde tisset i en spand på sit værelse, pressede de Jans hoved ned i spanden som straf og pralede af det bagefter. Det var sygt, siger den tidligere plejer.

Læs alle BTs afsløringer om retspsykiatrisk afdeling i Risskov 

Overmedicinering

Som BT i går kunne fortælle, blev Jan, der led af bl.a. Tourettes-syndrom og derfor har været tilknyttet retspykiatrien det meste af sit voksenliv, samtidig heftigt overmedicineret af personalet. En overmedicinering, der ifølge statsobducent Jørgen Lange Thomsen, var så farlig, at det meget vel kan være det, der gjorde, at Jan den 17. maj faldt op med hjertestop. 

Ifølge Johnny S., der fungerede som bistandsværge for Jan, og som i dag ikke ønsker sit efternavn i avisen, forsøgte han også flere gange at få ledelsen til at standse mishandlingen af Jan.

- Jeg lavede flere indberetninger om de ting, som Jan blev udsat for, f.eks., at en ansat havde taget et nøgenbillede af Jan, hvorefter denne blev fjernet. Og mindst fire gange skrev jeg til ledelsen, at det ikke var registreret, når de havde anvendt tvang mod ham. Det var som om, han var ledelsens lille eksperiment. 

Den ansatte, som tog nøgenbilledet, bekræfter, at han blev fyret på grund af hændelsen. Efter flere lignende afsløringer i BT om vold på afdelingen, har regionen undersøgt sig selv og konkluderet, at der hersker en subkultur hos ca. 10 plejere, der truer og provokerer patienterne, og dermed er med til at optrappe konflikter på stedet. En af de tidligere plejere, som medvirkede til afsløringerne i undersøgelsen, var også med til at passe Jan. 
 

Klager hjalp ikke

- Engang hvor Jan slog ud efter mig, fik jeg ham lagt ned, og alt var roligt. Men så kom plejeren TF farende ind og rykkede ham rundt. Han holdt ham bl.a. ud ad et vindue, mens han truede med at smide Jan ud ad det. Jeg klagede over det til ledelsen, men det hjalp ikke, siger plejeren, der også ønsker at være anonym af hensyn til sit nuværende job. Ledelsens manglende reaktion fik derfor volden til at fortsætte.

- En dag hvor TF slog Jan med en knytnæve i ansigtet, så han fik et blåt øje, blev han fjernet fra afdelingen, idet der også var flere, der klagede over dette.

I stedet for at fyre den voldelige plejer, fik han dog lov at sige op, og han har siden været ansat som vikar i regionen.

BT erfarer ligeledes, at endnu en ansat - få måneder før Jans død - klagede flere gange over, at Jan blev tævet, spyttet på og kastet rundt med af sine plejere. Den ansatte - hvis navn er BT bekendt - klagede også over, at Jan fik store doser medicin, som ikke var ordineret, og som aldrig blev registreret. Den ansatte bekræfter at have indgivet klagerne, og at klagerne blev ignoreret af ledelsen, men ønsker ikke at blive citeret.

Det billeder genkender den tidligere sosu-assistent Jette Glyngfeldt, der også passede Jan. 

- De var alt for hårde ved Jan. Jeg har set ham blive slæbt hen ad gangen og set ham blive slået, siger hun, mens en tredje plejer supplerer. 

Engang hvor Jan slog ud efter mig, fik jeg ham lagt ned, og alt var roligt. Men så kom plejeren TF farende ind og rykkede ham rundt. Han holdt ham bl.a. ud ad et vindue, mens han truede med at smide Jan ud ad det. Jeg klagede over det til ledelsen, men det hjalp ikke, siger plejeren.

I stedet for at fyre plejeren TF, hvis navn er redaktionen bekendt, så fik han lov selv at sige op. Herefter valgte Region Midtjylland, så at ansætte ham i regionens vikarbureau, hvor han har været ansat siden, og hvor han stadig har adgang til psykisk syge patienter.