For første gang i lang tid har digteren Yahya Hassan givet lyd fra sig i et Facebook-opslag, hvor han raser mod den unge mand, som han affyrede skud imod i marts sidste år, og som kostede den kontroversielle digter en fængselsstraf.

Det har fået politiet til at undersøge sagen, skriver Ekstra Bladet.

'En lille stikkerkojun ignorerede en advarsel, prøvede at slå mig ned på video, mens jeg havde fem forskellige knoglebrud og endte med at blive skudt ned i sin egen video'.

Sådan skrev Yahya Hassan torsdag i et opslag på Facebook, som siden er blevet set over 100.000 gange.

I marts sidste år blev den 22-årige lyriker idømt et år og ni måneders fængsel for blandt andet at have afgivet skud med en pistol mod en 17-årig ung mand foran et pizzeria i Aarhus-bydelen Hasle - og det er altså ham, der er genstand for Yahya Hassans raseriudbrud på det sociale medie.

Østjyllands Politi er nu i færd med at undersøge, om Yahya Hassan har gjort noget ulovligt, fortæller kommunikationsmedarbejder Jakob Christiansen til Ekstra Bladet.

Østjyllands Politi vil dog ikke forholde sig yderligere til digteren, fordi han er i Kriminalforsorgens varetægt.

Over for avisen kan Kriminalforsorgen hverken be- eller afkræfte, hvorvidt Yahya Hassan stadig sidder fængslet eller ej. Det skyldes ifølge Kriminalforsorgens kommunikationschef, Via Christensen, at de ikke kan udtale sig om konkrete sager.

»Vi må og kan ikke udtale os om konkrete sager, men generelt kan jeg sige, at der er meget begrænset adgang til internettet for vores klienter. Vi har dog erfaring for, at klienter kan opdatere f.eks. Facebookprofiler via personer på fri fod,« siger Via Christensen til Ekstra Bladet.

Michael Juul Eriksen var Yahya Hassans forsvarsadvokat i sagen. Han har ikke længere kontakt til den unge digter, men ifølge advokatens beregning burde Yahya Hassan være blevet prøveløsladt i marts i år.

Udover dommen på et år og ni måneders fængsel blev Yahya Hassan dømt til at betale 40.000 kroner i bøde samt betale en erstatning til den 17-årige på 1.848 kroner. Han blev desuden frakendt kørekortet i et år, ligesom hans sorte Mercedes C-klasse årgang 2015 blev konfiskeret.

Inden skudepisoden om aftenen søndag 20. marts 2016, hvor han ifølge ham selv i nødværge affyrede mellem tre og fem skud, der ramte den 17-årige i foden, var Yahya Hassan involveret i en masse ballade.

Han var blandt andet blevet overfaldet på sin motorcykel, ligesom han dagligt lagde opsigtsvækkende videoklip på Facebook.