Han var selv ude at patruljere i området, da nogen ifølge den kontroversielle digter og debattør Yahya Hassan forsøgte at brænde hans familie inde i deres lejlighed i Aarhus natten til fredag.

Branden opstod efter, at Yahya Hassan kort efter midnat havde fulgt sin familie hen til døren i den opgang, hvor de bor i Aarhus-bydelen Hasle.

Det fortæller han til TV 2 Østjylland.

»Jeg følger min familie hen til døren omkring midnat og fortsætter det kommende stykke tid med at patruljere i området. Pludselig opdager jeg, at der er politi over det hele,« siger den 20-årige digter.

Østjyllands Politi vil ikke bekræfte, at branden opstod i opgangen til den lejlighed, hvor Yahya Hassans familie bor, men oplyser, at der har været en brand i en af blokkene i området, som det nu efterforsker som mulig påsat.

'Der er helt sort'

Yahya Hassan har den seneste tid fået stor medieopmærksomhed. Først efter han valgte at gå midt under et interview med TV 2, og derefter fordi han på sin Facebook-profil har beskrevet, hvordan flere er ude efter hans liv. Blandt andet skulle der være tale om folk fra visse bandemiljøer.

Det var også derfor, den unge digter natten til fredag selv valgte at patruljere området omkring sin families hjem.

Da han så alle patruljebilerne ved boligblokkene, fandt han ud af, at der havde været brand i opgangen, fortæller han til TV 2 Østjylland.

»Efterfølgende kommer jeg ind i opgangen og ser skaderne. Der er helt sort – hele opgangen er sodet til, og døren er brændt,« siger Yahya Hassan, der på Facebook skriver, at nogen fra en bestemt bandegruppering 'har prøvet at brænde min familie levende'.

Familien er i god behold

Hans familie var under branden - der dog ifølge digteren ikke nåede længere end til familiens dør i opgangen - flygtet ud på altanen for at undgå røgen.

Efter omstændighederne har de det alle godt og er i god behold, fortæller Yahya Hassan.

Tidligere fredag var den unge digter ufrivilligt også indblandet i en anden sag, da der i en falsk artikel publiceret på en hjemmeside, der udgav sig for at være Ekstra Bladet, blev skrevet, at Yahya Hassan natten til fredag var blevet tæsket til døde af politiet.

Både digteren og Østjyllands Politi afviste imidlertid artiklens indhold.

»Det er tydeligt, at der er kraftige elementer i samfundet, der ønsker mig død, og det skal de bare have lov til,« sagde Yahya Hassan i den forbindelse til TV 2.

Ekstra Bladet har nu anmeldt den usande artikel til politiet.