Popstjernen Xander Linnet har netop modtaget en dom på 60 dages betinget fængsel. Han har været tiltalt for at banke en ven med et jernrør. Xander, der er søn af Anne Linnet, erkendte til dels at have slået sit offer.

Ved retsmødet indrømmede den unge musikstjerne, at have slået med et jernrør og have sparket sin ven. Men han hævdede samtidig, at det skete i selvforsvar, skriver eb.dk.

Men sagen får efter alt og dømme ingen konsekvenser for den unge Linnets musikkarriere, det mener hans manager Nikolaj Bundesen:

- Jeg håber ikke, det kommer til at betyde noget.

- Jeg har snakket med Xander efter dommen, men hvad der er blevet sagt, det er mellem os. Og ellers har jeg ikke mere at sige, fortæller Nikolaj Bundesen til bt.dk.

Under bataljen pådrog offeret sig en bule i panden og et blåt mærke i nakken. Offeret mødte i dag frem og afgav sin forklaring. Da han kort efter overfaldet blev afhørt af politiet på skadestuen, forklarede han til politiet, at han ikke ønskede at anmelde sagen og at det hele bundede i en misforståelse. 

Men politiet besluttede egenhændigt at køre sagen videre.
Xander Linnet har under retssagens forløb virket trykket og beklemt. Han sagde i dag i retssalen, at han var meget ked af sagen og at det var trist, at det skulle komme så vidt.

Han forklarede desuden, at både han og offeret har sagt undskyld til hinanden. 23-årige Xander Linnet modtog den betingede dom.

Der er grund til at tro, at Anne Linnet har bakket sin søn fuldt op i den forløbne tid. Uanset at han har gjort noget kriminelt. Da Xander sidste år udgav albummet 'Over skyer under vand'  fortalte om et meget tæt forhold mellem de to. Det er endda så tæt at de også arbejder sammen. Sidste år med musik til en teaterforestilling. Og nu altså en kommende single, som udkommer indenfor de næste par uger.

- Man bliver født ind i verden helt naiv og ren, indtil man brænder nallerne nogle gange. Det må man lære, for det kan ikke være anderledes. Man lærer at passe på sig selv. Det naive møder fristelsen og den rå virkelighed. Det sker, at verden tager røven på dig. Det gør heldigvis mindre og mindre ondt hver gang, sagde Xander Linnet til B.T. 
.