Midt i lykkerusen over at vinde X Factor bliver unge Jasmin nu konfronteret med sin families mørke fortid. Hendes far er den mand, der i 2005 blev kendt som Jaguaren og som fortsat er eftersøgt over hele verden for et bestialsk drab begået i centrum af København.

Den ubærlige arv, som Jasmin har fået af sin sudanesiske far, har både familien og DR forsøgt at holde ude af X Factors rampelys. Nu kommer historien frem i Se & Hør, der udkommer torsdag. BT har fra flere kilder fået bekræftet historien.



- Jeg har lovet Jasmin og hendes mor at sige videre, at de ikke har lyst til at tale mere om den konkrete sag. De har sagt det, de gerne ville til Se og Hør og ønsker ikke at udtale sig mere om Jasmins far, siger DRs underholdningsredaktør Rasmus Ladefoged.

Det er blot fem dage siden, at den kun 15-årige Jasmin Dahl kunne løfte X Factor-trofæet i DR-byen som vinder af talentshowet 2014 sammen med sin 19-årige kollega Anthony Lopez. Men netop som duoen Anthony Jasmin står for at skulle skyde deres karriere i gang under vingerne på topprofessionelle musikere, indhenter familiens fortid hende. En fortid, som hun vel at mærke ingen skyld har i.



Den enorme X Factor eksponering har vækket hukommelsen hos folk i lokalmiljøet i Gladsaxe, som har kendt den far, hun tidligere har fortalt, hun ikke har haft kontakt til i syv år. Navnet Ahmed Numan Isaac Rahma siger sikkert de færreste noget i dag, men det tilnavn, han blev kendt under tilbage i 2005, får formentlig stadig alarmklokkerne til at ringe hos de fleste. Jaguar.

Den mand, som tilbage i påsken 2005 blev efterlyst over hele verden for drabet på taxichauffør Torben Vagn Knudsen i Adelgade i indre København 25. marts samme år. Drabet blev dengang kendt som Klerkegade-sagen, fordi en forbipasserende påskelørdag fandt to arme og et ben ved en container i Klerkegade, og siden fandt en beboer resten af liget i en kælderskakt i Adelgade.

I dag hersker der ingen tvivl om, at den mord-efterlyste Ahmed Numan Isaac Rahma, som stod på postkassen i Adelgade 63, st. tv, hvor drabet fandt sted, er den samme mand, som er far til Jasmin.

Jasmin Dahl kom til verden i 1998 som resultatet af et møde mellem hendes færøske mor Hannah og hendes sudanske far Ahmed. Hun var 19, han var 20, og de nåede at dele adresse i højhusene i Høje Gladsaxe til omkring 2004, hvor beboere husker, at han flyttede fra stedet.

- Mange herude ved, at han er hendes far. Derfor undrer det mig, når hun siger, at hun ikke kender hans historie, siger en kilde til BT, som ikke ønsker sit navn frem - med henvisning til Jasmins egne ord efter sejren.



- Jeg har ikke set min far i syv år. Vi har ingen kontakt. Han ved ikke, at jeg har vundet X Factor, og jeg kender ikke noget til hans liv, sagde Jasmin til BT dagen efter sejren.

Og med god grund. For i 2005 blev hendes far efterlyst under sit tilnavn Jaguaren, som han især var kendt under i det danske musikmiljø, hvor han arbejdede som booker for danske rappere. Det samme gjorde hans amerikanske ven, den 34-årige Jared Heller, der blev kendt som amerikaneren.

Begge blev sat i forbindelse med makabre Klerkegade-sag, men snart stod det klart, at politiet mente, at Jaguaren stod bag drabet, og at Amerikaneren hjalp med parteringen. Dansk Politi ledte som gale efter ham, han blev efterlyst via Interpol, men Jaguaren var som sunket i jorden.

Alt, der afslører, at han engang delte adresse med Jasmin og hendes mor, er en CVR-registrering, som viser, at Ahmed Numan Isaac Rahma drev et firma på adressen. Tidligere har det været beskrevet som et rengøringsfirma, men bizart nok står firmaet, der blev opløst i 2002,  i dag beskrevet som et bedemandsfirma.

Dengang kom det aldrig frem, at Jaguaren havde dansk kæreste og barn, også selvom daværende drabschef Ove Dahl var med til at kortlægge Jaguarens liv i Danmark, som begyndte da som 17-årig kom hertil fra Sudan omkring 1994. Venner, familie, ekskærester og kæreste fik indtil flere besøg, men i dag erindrer Ove Dahl ikke, at Jaguaren havde familie.

- Jeg husker, han havde familie i Gladsaxe, men jeg husker intet om et barn. Jeg tror, jeg kunnet huske, hvis der havde været en kæreste og et barn, der hed det samme som mig til efternavn, siger Ove Dahl til BT.

Til gengæld er politiet sikker på, at Jaguaren er flygtet ud af landet. Formentlig til hans hjemland Sudan. Og drabschefen lægger heller ikke skjul på, at man i politiet havde den opfattelse, at nogen - familie eller venner - hjalp Jaguaren ud af landet efter drabet. Sidste livstegn fra ham på dansk jord er hans mobiltelefon, som bliver brugt ved Hovedbanegården i København. Siden har politiet søgt forgæves efter Jaguaren.