Politiet mener, at gerningsmand eller vigtige vidner fra drab med betonklods kan have kørt i ældre Volvo.

Odense. Fyns Politi efterlyser mandag en ældre Volvo i forbindelse med sagen, hvor en betonklods i august dræbte en 33-årig kvinde på Fynske Motorvej.

Et vidne skal tidligt om morgenen 21. august have set en ældre Volvo stationcar køre ad Middelfartvej mod vest og derefter videre til højre ad Langesøvej i retning mod den motorvejsbro, hvorfra en 30 kilo tung betonklods blev kastet.

- Teoretisk kan det være gerningsmanden eller gerningsmændene, der befandt sig i bilen, men der kan også være tale om et vigtigt vidne, som vi selvfølgelig meget gerne vil tale med, siger politikommissær Michael Lichtenstein fra Fyns Politi.

- Vedkommende kan - også uden selv at være klar over det - sidde inde med vigtig viden i sagen, forklarer han.

Vidnet har fortalt, at Volvoen angiveligt er en grålig model 245. Det var omkring klokken 03.50, at den blev set.

Fyns Politi vil meget gerne høre fra borgere, der enten selv var ude at køre i en grålig eller mørk Volvo stationcar den pågældende morgen, eller som kender nogen, der var ude at køre i en tilsvarende bil tidligt om morgenen.

I forbindelse med forbrydelsen blev den 33-årige kvindes mand alvorligt kvæstet, mens parrets femårige søn slap med småskrammer.

Tidligere har det været fremme, at den dræbende betonklods efter alt at dømme blev stjålet fra en byggeplads ved Tarup Centret i Odense.

/ritzau/