Den 21-årige Mounir Amin el-Khatib fra Helsingør er i dag blevet idømt otte års fængsel i Retten i Helsingør.

Det skriver Helsingør Dagblad. Han ankede på stedet dommen til Landsretten. Manden blev fundet skyldig i drabsforsøg, voldtægt, vold og trusler mod sin da 26-årige eks-kæreste i hendes bolig på Nordvej i Helsingør i marts sidste år.

Mounir Amin el-Khatib blev også dømt for at være stukket af fra Statsfængslet ved Horserød og for at have videresendt mobiltelefonoptagelser af sexovergrebene mod kvinden til hendes nye kæreste.

Senioranklager Bente Schnack fra advokaturen for specielle straffesager ved Nordsjællands politi fik dermed medhold hos domsmandsretten i samtlige tiltalepunkter i anklageskriftet.