En 47-årig mand idømmes tre års fængsel og udvises for bestandigt for en grov voldtægt i Valby i april i år.

København. Der blev både brugt en ledning og kniv, da 47-årige Abdirizak Ahmed voldtog en kvinde i en lejlighed i Valby i år.

Manden idømmes af Retten på Frederiksberg tre års fængsel og udvises for altid, oplyser anklager Søren Harbo.

Sagen adskilte sig fra mange andre sager om seksuelle overgreb, fordi den drejede sig om voldtægt af særlig farlig karakter.

Manden, der er somalisk statsborger, men bosat i Sverige, har nu to uger til at beslutte, om han vil anke byrettens dom. Abdirizak Ahmed har permanent opholdstilladelse i Sverige.

I forbindelse med voldtægten blev kvindens hoved banket ind i en væg, da manden forsøgte at begå overgrebet.

Imidlertid lykkedes det hende at flygte. Da hun vendte tilbage til lejligheden, blev hun overfaldet igen.

Denne gang blev hun pisket på ryggen med en ledning og blandt andet sparket og slået.

Desuden blev kvinden stukket med en kniv, inden hun blev tvunget til samleje.

Anklager Søren Harbo gik efter fængsel i tre og et halvt år. Han oplyser, at mandens forsvarer slog fast, at to års fængsel ville være mere rimeligt.

- Jeg er godt tilfreds med en fængselsstraf på tre år. Beviserne var meget stærke, og det var retten enig med mig i, siger han og fortsætter:

- Strafniveauet er meget højt for en voldtægt, men det var også en meget, meget alvorlig voldtægt, så jeg synes, at det er et fint resultat.

Ifølge anklageskriftet var manden også tiltalt for at have revet kvinden i håret og for at have tvunget hende til oralsex.

Men offeret kunne i retten ikke huske netop de detaljer, og derfor blev den 47-årige mand ikke dømt herefter.

Episoden fandt sted 12. april.

/ritzau/