Voldtægt af svage ofre straffes mildere
Kan et offer for voldtægt ikke forsvare sig, kan gerningsmanden ende med en lavere straf, end hvis offeret kunne slå fra sig.
Kan et offer for voldtægt ikke forsvare sig, kan gerningsmanden ende med en lavere straf, end hvis offeret kunne slå fra sig.
En voldtægt er en voldtægt, men strafferammen afhænger i dag af, om offeret er i stand til at forsvare sig eller ej. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten lørdag.
- Slår en gerningsmand en kvinde bevidstløs og forgriber sig på hende, er strafferammen otte års fængsel. Kommer gerningsmanden forbi, når kvinden ligger bevidstløs og ikke kan forsvare sig, er strafferammen fire års fængsel, siger professor i strafferet Vagn Greve, Copenhagen Business School, til Jyllands-Posten og fortsætter:
- Det er vanskeligt at se logikken. Jeg tror, at den almindelige opfattelse i dag vil være, at begge forhold er lige strafbare.
Det er formanden for Det Centrale Handicapråd, Tue Byskov Bøtkjær, enig i.
- Signalværdien er meget uheldig. Den antyder jo, at det er mere omkostningsfrit at begå voldtægt mod f.eks. en handicappet person end mod andre, siger han til Jyllands-Posten.
Straffelovrådet under Justitsministeriet blev under den tidligere VK-regering bedt om at gennemgå alt om sædelighedsforbrydelser i straffeloven og kommer efter sommerferien med et oplæg til Folketinget om, hvor der er behov for ændringer.
BNB