Et trafikuheld i tunnellen på Øresundsforbindelsen har torsdag aften spærret for trafikken til og fra Sverige, men der åbnes for bilister mod Sverige klokken 21.10, forventer politiet.

Det skriver Københavns Politi på Twitter.

Politiet opdagede selv ulykken.

- Vi kunne se på overvågningen, at der pludseligt holdt en bil på tværs nede i tunnellen, fortæller vagtlederen Henrik Brix fra Københavns Politi.

Tidligere var det kun køreretningen mod Sverige, som var lukket, men senere blev hele tunnellen lukket på grund af ulykken.

- Det er ikke noget, vi har gjort, men det er nok fordi, man bruger den anden vejbane til redningskøretøjer, at man har valgt at spærre begge vejbaner, siger Henrik Brix.

Der er fire biler involveret i ulykken, og en person er fastklemt i en bil, men han er ved bevidsthed.

Årsagen til ulykken er stadig uvis.

- Det lyder umiddelbart til, at det kan have haft noget med høj hastighed at gøre, men vi ved det ikke med sikkerhed endnu, fortæller vagtlederen.

Brandvæsen, politi og ambulance er på stedet.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook