Et slagsmål mellem danske elever på åben gade i Prag udviklede sig natten til mandag dramatisk.

Lige nu er hundredvis af gymnasieelever på vinterferie i Prag. De elever, der ikke har lyst til at tage på skitur, bytter skistavene ud med øl og fest i turistbyen.

I den forbindelse er en elev blevet stukket i ryggen mellem klokken 3 og 4 om natten i nærheden af en tjekkisk natklub, skriver rejseselskabet Rejsemægleren i en pressemeddelelse.

Alt tyder på, at det var et slagsmål mellem danske elever, der udviklede sig til et opgør på gaden.

Eleven befinder sig på hospitalet og er stabil, da ingen vitale organer blev ramt. Han havde selskab af sine venner og danske guider på hospitalet, og han er fortsat under observation.

De pårørende er underrettet og bliver fløjet til Prag i dag.