En mand i 40'erne blev søndag aften skudt med en maskinpistol under et hjemmerøveri. Han blev ramt tre gange i benet og meldes uden for livsfare.

Midt- og Vestsjællands politi modtog kort efter klokken 22 søndag aften en anmeldelse fra den stærkt chokerede hustru til skudofferet.

Hjemmerøveriet fandt sted på Stillidsvej, der ligger i et villakvarter, tæt på Gl. Køgelandevej.

Skuddene blev affyret af tre helt tilfældige mænd, der opsøgte manden på hans bolig. Den stærkt rystede kone har aldrig set dem før, oplyses det fra politiet til bt.dk.

Røverne får et pænt fem-cifret pengebeløb med sig fra stedet.

Ifølge vagtchefen er parcelhuskvarteret på Stillidsvej ikke et sted, hvor der normalt forekommer bandeopgør eller andre former for kriminalitet. Og der er tilsyneladende heller ikke noget ved ægteparret, der gør, at de skulle være særligt udsatte for hjemmerøveri.

- Nu skal vi have afhørt offeret, og så håber vi, at han måske kan komme med flere oplysninger i den retning, lyder det mandag morgen fra pressemedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, Martin Bjerregaard.

Politiet efterlyser tre mænd med følgende signalement:

A. En mand, mellem 170-180 centimeter høj, almindelig af bygning. Iført mørk jakke og grå bukser, samt lyse sko. Han bar på en hvid taske/pose. 

B. En mand, mellem 170-180 centimeter høj og almindelig af bygning. Han var iført grå jakke med hætte og mørke bukser.

C. En mand, ligeledes mellem 170-180 centimeter høj. Almindelig af bygning. Iført grå jakke, lyse/grå bukser, hvide sko. Han medbragte formentlig en maskinpistol.

Alle tre mænd talte engelsk og bar elefanthuer under røveriet.

Vidner, der kan bidrage med oplysninger i sagen, bedes kontakte Midt- og Vestsjællands politi på telefon 114.