Onsdag aften opstod der voldsom tumult på Slagelse Sygehus, da en stor gruppe personer ville besøge en ældre, meget syg mand. Da personalet bad dem dele sig i mindre grupper, blev de rasende. (Arkivfoto)
Onsdag aften opstod der voldsom tumult på Slagelse Sygehus, da en stor gruppe personer ville besøge en ældre, meget syg mand. Da personalet bad dem dele sig i mindre grupper, blev de rasende. (Arkivfoto) Foto: Torkil Adsersen

Det var en gruppe af både mænd og kvinder, unge som lidt ældre, som onsdag aften så rødt, da de ville på sygebesøg på Slagelse Sygehus. Episoden endte i stor tumult, og personalet måtte til sidst søge tilflugt i et personalerum og tilkalde politiet. Politiet kalder sagen »sjælden« og »enkeltstående.«

Det gik helt galt, da en gruppe på mellem 20 og 30 personer af anden etnisk herkomst end dansk onsdag aften ville besøge en ældre, meget syg mand på Slagelse Sygehus.

TIP OS: Ved du noget om sagen? Var du til stede? Så skriv til os på 1929@bt.dk

Da personalet påpegede, at de mange mennesker ville forstyrre både deres syge slægtning og de øvrige patienter, og at de derfor måtte dele sig op i mindre grupper, blev de rasende og nægtede at forlade stedet.

»De bliver bedt om at gå og dele sig op i mindre grupper. Men da personalet fortæller dem, at så mange mennesker er for voldsomt både for den ældre mand, de vil besøge, og de andre patienter, begynder de at diskutere med personalet og nægter at forlade stedet,« fortæller vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Søren Østervig, til bt.dk.

Politibil under udrykning / med blå blink

Efter kort tid begyndte gruppen at optræde aggressivt og fremsatte verbale trusler mod personalet. Til sidst så sygeplejerskerne ikke anden udvej end at søge ind et personalerum og tilkalde politiet.

Da politiet kom, nægtede de besøgende stadig at forlade stedet, og til sidst måtte betjentene bruge knibler mod flere af dem.

»Til sidst stikker en del af, men der er også flere af dem, som trækker over på skadestuen, hvor stemningen også er dårlig. De ønsker at få behandling for de slag, de har fået af politiet. Her lykkes det os at anholde et par stykker,« siger vagtchefen.

En 27-årig mand og en 47-årig kvinde bliver sigtet for grov forstyrrelse af den offentlige orden.

Senere opdagede politiet, at nogle af uromagerne havde smadret en rude i en patruljebil.

Oplevede du optrinnet, eller ved du noget, så tip BT på 1929@bt.dk

Den voldsomme episode ryster ikke bare personalet på Slagelse Sygehus. Det kommer også bag på politiet, at en forholdsvis banal episode ender i så voldsom en konfrontation.

»Det er bestemt ikke noget, vi ser hver dag. Bestemt ikke. Det er yderst sjældent,« siger Søren Østervig og tilføjer, at politiet indtil videre betragter sagen som et enkeltstående tilfælde.

Heldigvis kom ingen af de ansatte på hospitalet noget til fysisk, men alle var bagefter dybt rystede. En af de tilstædeværende sygeplejersker havde det så skidt efter episoden, at hun måtte tage hjem.

Politiet håber at få fat i flere af de involverede.

»Vi må se, hvad vi kan løbe op, og om vi kan finde ud af, hvem der har været med,« siger Søren Østervig.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook