Brandvæsnet har forhindret ilden i at brede sig. Der er sket voldsomme og dyre skader på det historiske palæ.

København: Efter at have været i gang med brandslukning siden ved 4-tiden natten til mandag var 25 brandfolk og 10 frivillige sidst på eftermiddagen mandag stadig i gang med slukningsarbejde i det historiske Holsteins Palæ i Stormgade i København.

Mandag aften stod det klart, at bygningen er reddet, men efterslukningsarbejdet ventes at fortsætte hele natten til tirsdag, oplyser Tim Ole Simonsen fra Hovedstadens Beredskab.

- Bygningen er reddet, men der er sket voldsomme og meget dyre skader, siger Tim Ole Simonsen.

Ilden i palæet med adressen Stormgade 10 brød natten til mandag ud i bygningens østlige sidefløj.

Det er dog lykkedes brandfolkene at forhindre ilden i at brede sig til palæets hovedhus mod Stormgade og en nærliggende bygning i gården til nabohuset i Stormgade 8, der ligger i farezonen.

Brand i Holsteins Palæ på Stormgade fotograferet mandag den 14. marts 2016. Brandens flammer er blevet slukket, men gløder imellem brædder og vægge kan tage op til et døgn at komme til livs.
Brand i Holsteins Palæ på Stormgade fotograferet mandag den 14. marts 2016. Brandens flammer er blevet slukket, men gløder imellem brædder og vægge kan tage op til et døgn at komme til livs. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen
Vis mere

Beboerne i Stormgade 8 har været evakueret på grund af branden, men de fik mandag først på aftenen grønt lys til at vende tilbage til deres lejligheder.

Dele af den brandhærgede sidebygning er truet af sammenstyrtning, og den skal afstives, inden brandteknikere kan komme ind og besigtige brandtomten med henblik på af finde brandårsagen.

Afstivningen kan først ske, når ilden er fuldstændigt slukket, og der er på nuværende tidspunkt ikke oplysninger om brandårsagen.

Brand i Holsteins Palæ på Stormgade fotograferet mandag den 14. marts 2016. Brandens flammer er blevet slukket, men gløder imellem brædder og vægge kan tage op til et døgn at komme til livs.
Brand i Holsteins Palæ på Stormgade fotograferet mandag den 14. marts 2016. Brandens flammer er blevet slukket, men gløder imellem brædder og vægge kan tage op til et døgn at komme til livs. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen
Vis mere

Branden har mandagens igennem haft konsekvenser for mange trafikanter, idet Stormgade har været lukket for trafik for at give plads til slukningskøretøjerne.

Sidst på eftermiddagen fik Hovedstadens Beredskab adgang til palæet ad en port og en gennemgang i parallelgaden Løngangstræde, så Stormgade kunne åbnes for trafik fra Vester Voldgade mod Christiansborg.

Fra tirsdag morgen ventes det, at Stormgade igen er åben for trafik i begge retninger.

Holsteins Palæ står ubeboet, mens bygningen er under ombygning til beboelseslejligheder i luksusklassen.

Bygherren, Artha Ejerlejligheder, oplyste tidligere mandag i en pressemeddelelse, at branden havde hærget fire lejligheder i østfløjen fra kælderen til 2. sal. Desuden er der konstateret røgskader i forhuset.

/ritzau/