Torsdag aften gik det galt for en 33-årig kvinde i Nordsjælland, da hun kørte direkte ud foran en bus.

Nordsjællands Politi fik en anmeldelse omkring 22.39, da en kvindelig bilist var involveret i en ulykke i Jægerspris.

»En bus er på vej til garage, da en personbil kører ud for ubetinget vigepligt og ind foran bussen. Chaufføren har ikke nogen som helst mulighed for at bremse,« siger vagtchef Peter Olesen fra Nordsjællands Politi til BT.

Den 33-årige kvinde, som politiet mistænker for at være påvirket af enten alkohol eller stoffer, blev hevet ud af bilen og sendt på hospitalet med helikopter.

»Hun bliver fløjet til Rigshospitalet, da man frygter, hun har større skader. Den seneste melding lød dog ikke på, at hun skulle være i livsfare, siger vagtchefen fra Nordsjællands Politi om kvindens tilstand.

Der er blevet taget blodprøver af kvinden.