En voldsom brand hærgede natten til tirsdag en lagerhal på Engagervej 10 i Brøndby.
- Vi fik meldingen om branden klokken 23.38. Det var en større brand, fortæller vagtchef Henrik Andreasen fra Københavns Vestegns Politi og tilføjer, at brandvæsenet har brugt det meste af natten på at få branden under kontrol. Tirsdag morgen lykkedes det at få styr på flammerne, og brandvæsenet var klokken 06.20 i gang med efterslukningsarbejdet.
Branden opstod i et vinlager hos virksomheden Globus Wine. Massevis af vin formodes ødelagt ved branden.
- Lagerhallen er nedbrændt og står ikke til at redde. Der var både lager og administration i bygningen, siger Henrik Andreasen, der tilføjer, at politiet endnu ikke kender årsagen til branden.
Branden opstod, mens der var folk på arbejde i produktionsdelen af virksomheden, og det var nogle ansatte, der opdagede branden.
Ingen personer er kommet til skade ved branden, og der er ikke sket skade på andre bygninger end lagerhallen.



