Vold koster L.O.C. 40 dages fængsel

Voice-værten blev onsdag idømt 40 dages betinget fængsel for vold

33-årige Liam O'Connor, alias rapperen og Voice-dommer L.O.C., blev dømt for at have slået en mand med knytnæve kort før kl. 23 om aftenen den 9. juni i år under festivalen Rock Under Broen i Middelfart.

Dommen faldt efter onsdagens retsmøde i retten i Odense. Efter dommen havde rapperen følgende kommentar til dagens retshandling:

- Jeg kom her i dag udelukkende for at få den her sag afsluttet, og jeg respekterer rettens beslutning. Det eneste jeg egentlig har at sige ud over det, jeg sagde derinde (i retten, red.), det er, at jeg til enhver tid vil komme en ven til undsætning, hvis jeg ser ham overfaldet, og det er sådan, jeg har forholdt mig til den her sag, fordi det er dét, den handler om for mig, siger Liam O'Connor til BT's udsendte reporter.

Ifølge onsdagens vidneforklaringer skete overfaldet efter L.O.C.s tourbus ramte en forbipasserende mand med sidepejlet. Kort efter kom det til sammenstød mellem manden, der blev ramt af bussen, og to medlemmer af L.O.C.s crew, heriblandt Voice-dommerens ven, rapperen U$O.

LÆS OGSÅ: Det siger TV2 og TDC om Voice-værtens voldssag

L.O.C.: 'En storm i et shotglas'

Ifølge flere af onsdagens vidneforklaringer endte sammenstødet med, at L.O.C. slog manden på siden af hovedet. Sådan lød vidneforklaringerne blandt andet fra en forbipasserende elektriker og to 15-årige piger, der netop havde fået L.O.C.s autograf inden sammenstødet.

Foran retten i Odense forklarer Liam O'Connor efter dommen, at han mener, at hele sagen er blæst ud af proportioner, og han kalder i øvrigt sagen for 'en storm i et shotglas'.

- Jeg synes som sagt, det er blevet kørt op. Nu kunne jeg læse her den anden dag, at jeg kunne risikere fire års fængsel, men altså folk har brug for sensationer og sådan nogle ting, hvorfor jeg også synes, at det er nødvendigt at få det afsluttet. Jeg står ved mine egne handlinger, og hvis de betyder, at retten beslutter sig for, at jeg skal have en straf, så er det sådan det er, siger Liam O'Connor.

L.O.C. nægtede dog i retten i dag at have slået nogen, men forklarede, at han blot forsøgte at 'skubbe' manden væk, der var 'ved at kvæle' L.O.C.s ven, rapperen U$O, der også er blevet afhørt i sagen. L.O.C.s forklaring blev også bakket op af en række vidner, heriblandt Voice-dommerens chauffør og et medlem af hans band.

- Jeg fastholder jo hele tiden, hvad min egen handling har været. Det har været nogle meget rodede vidneudsagn fra alle mulige sider, siger Liam O'Connor.

Derfor argumenterede L.O.C.s forsvarer også for, at hvis rapperen overhovedet havde lagt hånd på nogen, så var det udelukkende sket i selvforsvar, og derfor burde han frifindes.

L.O.C. nægter sig skyldig: Jeg slog ikke nogen

SE BILLEDERNE: Fra udskældt rapper til Voice-vært

Anklageren krævede derimod 60 dages fængsel til Voice-dommeren. Anklageren forsøgte desuden at overbevise domsmandsretten om, at straffen burde skærpes i forhold det normale strafniveau for den slags sager, da L.O.C. er tidligere dømt for vold, hvilket er en skærpende omstændighed.

L.O.C. får betinget dom

Den endelige dom endte dog på 40 dages betinget fængsel for overfaldet. L.O.C. valgte at modtage dommen.

Begrundelsen for at gøre dommen betinget, var, at offeret før voldsepisoden havde opført sig provokerende, samt at L.O.C.s tidligere voldsdom er næsten 10 år gammel. Desuden er det en formildende omstændighed, at volden skete et sted og i en situation, som kan sammenlignes med vold uden for et almindeligt værtshus.

Ifølge rapperen selv vil den betingede dom ikke blive videre betydningsfuld.   

- Jeg løber ikke rundt og opfører mig som en idiot, så det regner jeg heller ikke med, at skulle gøre i hele den tid, det ville kunne udløse en fængselsstraf, siger Liam O'Connor.

Sagen har indtil dagens retsmøde været dækket af navneforbud, men det valgte retten at ophæve, inden dagens retsmøde blev indledt.

Da L.O.C. første gang blev dømt for en voldsepisode, hvor han dels slog sit offer i hovedet med knytnæve, og dels overfaldt to politibetjente, blev han idømt 76 dages samfundstjeneste.

LÆS HELE LIVEBLOGGEN FRA DAGENS RETSMØDE HER

Læs også: