En 16-årig pige mistede livet, da hun som passager i en bil kørte galt på Norddjurs. En jævnaldrende dreng er i livsfare.

Et forsøg på at undvige et rådyr fik natten til mandag katastrofale følger for fire unge fra Østjylland.

To unge mænd og kvinder i alderen 16-19 år kørte på Kastbjergvej på Norddjurs, da et rådyr løb ud foran bilen. Den 19-årige chauffør mistede herredømmet over bilen og kørte ind i et træ, oplyser vagthavende hos Østjyllands Politi, Jesper Bøjgaard.

De to passagerer på bagsædet, en 16-årig pige og en 16-årig dreng, blev hårdt medtaget af ulykken, og klokken 01.30 afgik pigen ved døden på hospitalet i Århus. Drengen var mandag morgen stadig i livsfare.

/ritzau/