De to mænd, der er blevet anholdt i Chicago for terrorplaner mod Jyllands-Posten, ville både dræbe Muhammed-tegner Kurt Westergaard og kulturredaktør Flemming Rose.

Ifølge den amerikanske avis Chicago Tribune har den ene af de nu anholdte terrormistænkte angiveligt indrømmet, at terrorplanerne blandt andet gik ud på at at angribe Morgenavisen Jyllands-Postens bygninger eller dræbe kulturredaktør Flemming Rose og tegneren Kurt Westergaard, skriver Ritzau.

Den ene af de to anholdte har under et besøg i Danmark optaget videosekvenser af Morgenavisen Jyllands-Postens kontorer på Kgs. Nytorv i København og i Viby J. ved Århus. Derudover er der videomateriale af Hovedbanegården i København og militære bygninger.

Der var ifølge FBI angiveligt fem personer involveret i planlægningen af terrorangrebet mod Morgenavisen Jyllands-Posten. Ud over de to, der nu er anholdt i USA, er de tre andre fra Pakistan.