En 27-årig somalisk mand fra Aarhus blev tirsdag ved retten i Aarhus idømt seks år og seks månedes fængsel samt udvisning af Danmark for at have forsøgt at slå sin ekskone ihjel med en køkkenkniv.

Manden blev anholdt i september sidste år kort efter mordforsøget. Under mordforsøget havde han også stukket sin ekssvigerinde med kniven.

»Henset til den meget grove kriminalitet fandt retten, at domfældte tillige skulle udvises på trods af hans familiære tilknytning til Danmark, og jeg er meget tilfreds med dommen,« siger Dorthe Lysgaard, anklager ved Østjyllands Politi.

Den 27-årige opsøgte i september sidste år sin dengang 22-årige ekskone på hendes adresse i Aarhus Vest, hvor han skubbede hende ned ad en trappe for siden at stikke hende adskillige gange i ansigt og på kroppen med en køkkenkniv.

Flere af knivstikkene var alvorlige, og et af dem punkterede ekskonens venstre lunge.

På hospitalet blev ekskonen kategoriseret som værende i livsfare.

Ekskonens 18-årige søster var også til stede i lejligheden. Hun forsøgte at komme sin storesøster til undsætning, men blev i den forbindelse også stukket af manden.

Det lykkedes for ekskonen at få sparket kniven ud af hånden på sin eksmand, som derefter stak af fra stedet.

Han blev anholdt kort efter og har siden siddet varetægtsfængslet.

Manden blev tirsdag dømt for mordforsøg og grov vold, og han har indrejseforbud efter sin udvisning af Danmark.