Politiet offentliggør nye oplysninger om gerningsmænd, der forsøgte at dræbe to fængselsbetjente i København.

To brutale og muligvis nøje planlagte overfald på fængselsbetjente i København er efter adskillige måneders efterforskning endnu ikke opklaret.

Derfor håber politiet nu på hjælp fra befolkningen, og mandag formiddag har man i den forbindelse valgt at offentliggøre nye oplysninger om de to episoder, der fandt sted henholdsvis 18. juni 2015 og 22. marts 2016.

Politiet betegner overfaldet 18. juni 2015, der fandt sted på Enghavevej ud for nummer 172, som et drabsforsøg. Her angreb to eller tre gerningsmænd en fængselsbetjent, der netop havde fået fri fra arbejde. Efterfølgende var offeret i livsfare.

Skaderne omfattede blandt andet store flænger i baghovedet samt stiksår i lår og balle.

Politiet kan nu fortælle, at gerningsmændene efter alt at dømme befandt sig ved Vigerslev Allé 1D cirka klokken 19.06 og ved Enghavevej 172 få minutter senere.

I denne sag søger politiet vidner, der har set overfaldet eller eventuelt mistænkelige hændelser, der involverer en mørk Peugeot 206.

En af gerningsmændene betegnes desuden som fedladen og med sort slikhår.

Han har markante og store udstikkende ører, er mellem 150 og 160 centimeter høj og har påfaldende små fødder.

Det andet overfald fandt sted 22. marts 2016 klokken cirka 19.10. Her blev endnu en fængselsbetjent overfaldet, da han fik fri fra arbejde.

To gerningsmænd opsøgte betjenten nær hans bopæl og stak ham 10-12 gange i bryst- og maveregionen. Forinden spurgte de fængselsbetjenten, hvad han arbejdede med.

Fordi offeret værgede for sig og var iført en tyk jakke, gik kun tre eller fire stik ind i huden. Overfaldet var dog af en sådan grovhed, at politiet også her mener, at der er tale om et drabsforsøg.

Efterforskningen har vist, at gerningsmændene benyttede et køretøj med registreringsnummer AV36002. En Renault Grand Scenic i brun metal.

I forbindelse med dette drabsforsøg søger politiet vidner, der har set bilen før og efter overfaldet.

/ritzau/