Den elefant, der tirsdag stak af fra en indhegning ved Cirkus Dannebrog i Svenstrup syd for Aalborg, er indfanget igen.

Det bekræfter Nordjyllands Politi over for BT.

»Vi fik fat i elefantens partner, der er den eneste person, som den adlyder. Han havde noget lokkemad med, som han brugte til at lokke dyret til sig,« forklarer vagtchef Per Vagn Nielsen.

»Elefanter kan jo være en smule tykhudede og stædige,« tilføjer vagtchefen, der glæder sig over, at aktionen gik så hurtigt, så det tonstunge dyr ikke nåede at blive skræmt af en masse tilskuere.

Efterfølgende fulgte elefanten stille og roligt med sin partner og nogle øvrige ansatte ved Cirkus Dannebrog tilbage til cirkusset.

Elefanten var endt ved en legeplads ved Højvangsskolen i Svenstrup. Politiets vagtchef oplyser, at man i samråd med skolen ventede med at lade eleverne gå udendørs, til man var sikker på, at elefanten var i sikre hænder hos Cirkus Dannebrog.

På Højvangsskolen var den løbske elefant lidt af et tilløbsstykke, fortalte en lærer på skolen, da dyret stadig ikke var indfanget:

»Vi sørgede for at få alle eleverne indenfor. Alle står dog ved vinduerne og kigger ud på elefanten, der står i noget buskads ved legepladsen. Det er jo lidt spændende,« sagde lærer Niels Østervig fra Højvangsskolen til nordjyske.dk.