Hvis man skal med toget omkring nytår, skal man ikke vente til sidste øjeblik og købe sin billet på perronen. Igen i år lukker DSB nemlig for sine udendørs billetautomater, og det sker med et helt klart formål: At forhindre hærværk.

»Vi har kedelige erfaringer med, at det koster os en hel del penge, hvis vi har automaterne åbne,« siger Tony Bispeskov, trafikinformationschef hos DSB.

Billetautomaterne vil i år være lukket fra tirsdag 30. december klokken 12.00 og vil derefter åbne løbende 1. og 2. januar. Alle automater vil være åbnet igen senest 2. januar klokken 12.00, garanterer trafikchefen.

Det er langt fra første gang, at DSB anvender »kontrolleret« nedlukning som prævention mod hærværk. Siden årsskiftet mellem 2008 og 2009 er automaterne, der koster 250.000 kroner stykket, blevet tvunget i sort skærm, efter 47 ødelagte automater ved årsskiftet forinden.

»Vi ønsker ikke, at sådan en situation skal gentage sig, og ved at lukke automaterne sparer vi os selv og kunderne for en masse besvær. For det kan tage flere uger, inden en ødelagt automat kommer op og køre igen,« begrunder trafikchefen.

Togrejsende skal i dagene, hvor automaterne er lukket, købe togbilletter på DSBs hjemmeside, med DSBs app eller i billetsalget på togstationerne, siger Tony Bispeskov.