Ingen afgørende tekniske beviser i bandekonfliktens første drabssag. Vidneudsagn kan blive udslagsgivende.

Det er ikke tekniske beviser, der binder den 25-årige MF til drabet i Tingbjerg i 2008, der for alvor satte gang i bandekonflikten.

Her står MF tilalt for at have affyret op mod 30 skud med en AK47 mod en gruppe i Tingbjerg. Med anklagerens ord var det et "utroligt held", at kun den 19-årige Osman Nuri Dogan blev dræbt i bygen af skud.

Ifølge anklageren var skyderiet udløst dels af en stigende spænding mellem Hells Angels og dets støttegruppe AK81 på den ene side og flere andre bander på den anden side, dels af jalousi mellem MF og et medlem af Tingbjerggruppen.

- De havde et forhold til den samme pige og er begge sygeligt jaloux. Det skærper det i forvejen anspændte forhold mellem dem, sagde anklageren Henrik Aagaard.

Det blev afvist af forsvareren, Michael Juul Eriksen.

- Hun havde forhold til en lang række fyre, og flere sms'er viser, at MF ikke gad hende mere, sagde han.

Sagen mod MF bygger især på et vidneudsagn fra Hells Angels-afhopperen MFP, der har givet politiet oplysninger om en lang række HA-medlemmer - oplysninger der har ført til en stribe domme.

Ifølge MFP havde MF pralet til ham over, at det var ham, der affyrede skuddene den 14. august 2008.

- Hells Angels og AK81 er voldelige organisationer, der lever af kriminalitet. Det er utænkeligt, at MF skulle prale af så alvorligt et drab, hvis han ikke havde begået det. Så ville han jo tage æren fra den rigtige gerningsmand, sagde anklageren Henrik Aagaard.

Michael Juul Eriksen havde dog en anden forklaring:

- Han sad i en bil med MFP, der var en hård negl, som han gerne ville imponere. Han var sigtet for drabet og pralede så med, at han havde begået det. Men han sagde ikke noget, som han ikke kunne have læst i avisen, sagde han.

- Hvis han dermed tog æren for noget, andre havde gjort, går man ud fra, at det var AK81, der stod bag drabet, men det ved vi ikke noget om, sagde han.

Nævningetinget i Glostrup tager onsdag formiddag stilling til, om MF er skyldig i drabet.

/ritzau/