I forbindelse med Hediga Morads forsvinden i Vordingborg har flere vidner set en mistænkelig bil i en skov.

Nykøbing Falster. I dagene op til syriske Hediga Morads forsvinden i oktober 2015 i Vordingborg, så vidner flere gange en mistænkelig bil i et skovområde ved Marielyst på Falster.

Det fortæller fire forskellige mænd, der torsdag er indkaldt som vidner i Retten i Nykøbing Falster, hvor Hediga Morads syriske eksmand er tiltalt for drabet på hende, selv om hun aldrig er blevet fundet.

I samme område som vidnerne har set den mistænkelige bil, fandt politiet i februar 2016 et hul, der ifølge anklager Anne Marie Fink ligner en forberedt grav. Desuden fandt politiet tæt på hullet noget kosmetik.

Men det er ikke lykkedes politiet at finde tekniske beviser, der kan koble fundet sammen med 34-årige Hediga Morad eller den 41-årige tiltalte eksmand.

Eksmanden har tidligere i sagen forklaret, at han nogle gange kørte ud til skoven ved Marielyst for at gå ture, men afvist, at han har gravet i jorden.

Et af vidnerne fortæller, at han efter at have set tv-programmet Station 2 blev opmærksom på, at han muligvis havde set den drabstiltaltes bil. I tv-programmet efterlyste man vidner, som kunne have set bilen.

- Jeg har egentlig ikke tænkt mere over det, men da jeg ser den guldfarvede bil, tænker jeg, at jeg har set den på Marielyst på et tidspunkt, siger han.

- Han (bilens chauffør, red.) er en ung mand med overskæg. Jeg ser ham kun inde i bilen, og jeg ville ikke kunne genkende ham i dag, siger han.

Et andet vidne, der har passet fasaner i området, fortæller, at han også har set en bil, som passer med den, som blev vist på tv. Han vurderer, at det er en udenlandsk mand, der sidder i bilen.

- Jeg studser over bilen, da der er ikke andre biler, der må køre i skoven. Jeg så den to gange i alt.

- Den kommer kørende forbi os og ind i skoven. Jeg studser over, at det er en person og en bil, som jeg ikke har set før, siger han.

Sagen fortsætter 25., 26., 27. og 28. januar. Den sidste dag afsiges der dom.

/ritzau/