Lokalpolitiet i Ishøj leder med lys og lygte efter to store drenge, der mandag truede en 11-årig dreng til at gå ud på isen på Ishøj Sø. En halv til en hel meter ude røg drengen gennem isen.

Omkring klokken 13 mandag eftermiddag var en 11-årig dreng på vej hjem fra skole i Hundige. På vej mod sin bopæl kom han cyklende på stien, der løber rundt om Ishøj Sø på den københavnske vestegn.

Det skriver sn.dk.

Da drengen nåede frem til kælkebakkerne på det sted, hvor der findes en lille fugleø ude i søen, blev han passet op af to ældre drenge på 15-16 år.

De store drenge sagde til den 11-årige, at de ville tæve ham, hvis ikke han gik ud på isen, og da de var større, turde den yngre dreng ikke at stritte imod.

Den 11-årige stillede cyklen fra sig og gik ud på isen, og han nåede ifølge sn.dk kun en halv til en hel meter ud, før han gik gennem isen og sank i til knæene. Da det gik op for de to ældre drenge, væltede de hans cykel og løb fra stedet, skriver sn.dk.

Dybt ulykkelig og chokeret fik den 11-årige dreng reddet sig selv op og cyklede grædende hjem. Her fik han fat på en nabo, og overfaldet blev anmeldt til politiet, der er i gang med at efterforske sagen.

Ishøj Lokalpoliti siger til sn.dk, at episoden kunne være endt 'grueligt galt'. Derfor vil man meget gerne have fat i de to ældre drenge.

»Det er alvorligt. De to drenge risikerer at blive sigtet efter straffelovens paragraf 252, der handler om, at man i grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde volder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed,« fortæller Palle Blak Pedersen fra Ishøj Lokalpoliti til sn.dk.

Den ene er cirka 15-16 år, 175-185 cm høj, kraftig af bygning, lys hud. Den anden er også i 15-16 års alderen, 165-170 cm høj, almindelig af bygning, brun hud. Begge bar elefanthuer.

Palle Blak Pedersen tilføjer at de to drenge særligt kan kendes på, at den ene dreng er en stor dansk dreng, mens den anden er en meget mindre dreng med udenlandsk baggrund.

Har man oplysninger i sagen, kan Vestegnens Politi kontaktes døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.