En 54-årig mand er i livsfare, efter han lørdag morgen blev indlagt på Rigshospitalet med en voldsom skade i hovedet og skrammer på albuer og knæ.

Manden, hvis identitet er kendt af politiet, blev lørdag morgen fundet i Allerød, hvor han gik konfus rundt og tog i døre til forretninger. Nordsjællands Politi ved ikke, hvorfor manden havde skader i hovedet og på kroppen, og derfor efterlyser man nu mulige vidner.

Den 54-årige mand, der er to meter høj og almindelig af bygning, havde været på bodegaen Pillen i Allerød fredag aften frem til klokken 23.30. Efterfølgende blev han set sovende på jorden på M.D. Madsensvej i Allerød, men det er stadig uvist, om manden var kommet til skade på det tidspunkt.

Han var iført mørk skjorte, mørk dynevest og cowboybukser.

Har man oplysninger i sagen, kan man kontakte Nordsjællands Politi på telefonnummer 114.

BNB