Kort efter klokken seks mandag aften kørte en patruljevogn galt i et kryds på Nørrebro i København. Vognen ramte en personbil og en cyklist, før den kørte ind i en lygtepæl. To mennesker er kørt på Rigshospitalets Traumecenter.

- Patruljevognen var under udrykning og kørte frem for grønt lys i krydset Nørrebrogade/Stefansgade og Gormsgade. En personbil kører ind i krydset fra Stefansgade og rammer patruljebilen i venstre side. Den kommer ud af kurs og rammer en cyklist, der kommer op på køleren og rammer frontruden, siger vagtleder Henrik Olesen på Københavns Politigård til eb.dk.

Men det forløb passer ikke, fortæller 22-årige Silke Bonde, der overværede trafikuheldet på tæt hold, til Berlingske Nyhedsbureau.

- Jeg stod ved fodgængerfeltet og skulle til at gå over, da det bliver grønt. Men så ser jeg det blå lys komme kørende i høj fart uden lyd på. En anden bil kører over for grønt, og de kører ind i hinanden. Der lyder et brag, og dele fra personbilen flyver rundt omkring, fortæller Silke Bonde, der løb væk sammen med de andre fodgængere for at beskytte sig. De er alle enige om, at det var patruljevognen, der kørte over for rødt.

- Det er stik modsat det, patruljelederen siger, siger Silke Bonde, der undrer sig over, at patruljevognen slet ikke satte farten ned, da den nærmede sig krydset, der lyste rødt. Der lød ingen sirener fra bilen.

Den uafhængige Politianklagemyndighed, DUP, skal nu undersøge uheldet. Det er normal procedure, når nogen kommer til skade, og politiet er involveret, fortæller Henrik Olesen til eb.dk.

Silke Bonde har selv henvendt sig til politiet for at afgive forklaring.