BT har talt med et vidne, der som en af de første overværede fundet af den torso, der mandag skyllede i land ved Klydesøen på Vestamager.

Vidnet var som så ofte før på vej fra sit arbejde mod Kalvebod Fælled for at cykeltræne, da han mandag aften blev overhalet af en politibil med fuld udrykning. Lidt længere fremme på sin rute stod to betjente. Den ene var ved at fotografere noget mellem kampestenene. Da han trådte nærmere, kunne han se, at det var torsoen af et menneske, der lå i vandkanten.

»Det er et uvirkelig syn. En krop uden ben, uden arme og uden et hoved. Der er intet blod, og der er heller intet tøj på,« fortæller Peter, der ikke ønsker sit navn frem i forbindelse med sagen.

Hans første tanke var, at de endelig havde fundet den 30-årige svenske journalist Kim Wall, som har været forsvundet, siden hun for 12 dage siden drog ud med Peter Madsen i hans hjemmebyggede ubåd Nautilus. Tidligt onsdag morgen bekræftede politiet hans antagelse, da det meldte ud, der var et DNA match mellem selvsamme torso og Kim Wall.

Her bekræftede politiet også, at man havde fundet metal fæsnet til liget. Ifølge vidnet på findestedet lignede metallet 'en form for kæde':

»Jeg bemærker, at der er noget bundet om kroppen. Det ligner en form for kæde, der kunne være ombord på et skib. Det er helt sort, på tykkelse med et håndled, i hvert fald tykkere end et reb,« fortæller vidnet.

Foto: TT NEWS AGENCY
Vis mere

Vidnet Peter bor ud til Køge Bugt, hvor politiet har foretaget massive eftersøgninger de sidste dage med dykkere og fartøjer med sonar i håbet om at finde Kim Wall. Det gør de på baggrund af den forklaring, som ubådsejer Peter Madsen selv har givet i et ellers hemmeligholdt grundlovsforhør, hvor han fortalte, at der var sket en ulykke ombord på Nautilus, og han havde begravet liget af Kim Wall til søs et ikke nærmere defineret sted.

Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Jeg bor ud til Køge Bugt og har spekuleret på, om jeg mon har set ubåden derude, men det har jeg ikke. Da jeg så politibilen i går (mandag, red.) var min første tanke, at så skete det endelig. Jeg har tit tænkt, at hun ville skylle i land netop dér, kampestenen fanger mange ting og skidt, og vindretningen har på det sidste stået syd/sydøst, så det gav god mening.«

Efterforskningsleder Jens Møller fra Københavns Politi ønskede onsdag ikke at kommentere de nærmere detaljer om det metal, som blev fundet på torsoen.

»Der er på kroppen fæstnet noget metal, ligeledes for at sikre at kroppen er drevet til bunden,« fortalte efterforskningsleder Jens Møller.

Vil du betegne det som en form for kæde?

»Det er noget, der er fæstnet på kroppen. Mere vil jeg ikke sige.«

Politiet leder fortsat med dykkere og både efter de øvrige dele af liget. Ubådsejer Peter Madsen har selv forklaret, at der skete en ulykke ombord, og at han efterfølgende begravede liget til søs i Køge Bugt. Han er i dag sigtet for drab og har været varetægtsfængslet siden 11. august. Han nægter sig fortsat skyldig i drab.