En 20-årige drabstiltalt grinede og lavede sjov efter at have stukket 18-årige Taher Saadaoui ihjel med en kniv.

Det har et vidne fortalt politiet, om drabet på den unge mand, der skete ved Forum i København sidste år.

Efter drabet sprang den 20-årige drabstiltalte og hans ven ind i en taxa og råbte 'kør, kør, vi pjækker fra skole' til chaufføren. Til politiet har taxachaufføren fortalt, at drabsmanden grinede, fniste og var oppe at køre. Hans ven derimod virkede chokeret og indelukket.

- Den ene var meget nervøs og den anden var meget oppe at køre. Den ene så alvorlig ud, den anden var i bedre stemning, gentog taxachaufføren i Retten på Frederiksberg. Her er den 20-årige mand med iranske rødder tiltalt for manddrab. Han erkender at have ført kniven, men hævder det var vold med døden til følge.

Læs også: Landsholds- spiller på twitter: Min ven blev knivdræbt

Motivet var jalousi, da den 20-årige stak Taher Saadaoui med en kniv 23. september ved Forum på Rosenørns Allé. Om fredagen - tre dage inden drabet - fik den tiltalte at vide, at Taher Saadaoui havde lagt an på hans kæreste, der også gik på Niels Brock.

Om mandagen tog han ud på Niels Brock for at tale med ham. Inden han tog hjemmefra tog han en kniv i lommen, men det var ikke fordi han planlage at slå Taher Saadaouis ihjel, bedyrede han i retten.

BT i retten - Taher til sin drabsmand: Hvad laver du?

- Jeg har aldrig haft intentioner om at dræbe ham. Årsagen til, at jeg stikker ham med en kniv, er at markere, at han skal holde sig væk fra min kæreste, og for at skræmme ham, sagde den tiltalte.

Han ankom i bil sammen med to venner. Vidner har i retten fortalt, hvordan Taher Saadaoui og den tiltalte skændtes højlydt. Så lød der et skrig, og Taher løb derfra, mens han tog sig til maven og var helt bleg. Den drabstiltalte løb efter ham og råbte:

- Kom så her din luder. Mens gerningsmanden og den ene af hans venner sprang ind i en taxa, kørte den anden af vennerne - som også var ven med den dræbte - Taher Saadaoui til Rigshospitalet.

Han var næsten livløs, da de ankom. Kniven havde ramt leveren og en pulsårer og havde forårsaget kraftige indre blødninger. Efter små to timers intensiv behandling, hvor lægerne gav ham 27 poser blod, blev han erklæret død klokken 15:23.

Gerningsmanden forklarede i retten, at han først ikke troede, at Taher Saadaoui var alvorligt såret. Da han læste i medierne, at han var i livsfare, meldte han sig selv til politiet.