'Der var ikke noget at gøre'. Det fortæller det vidne, som forsøgte at redde den 28-årige, tyrkiske kvinde, der blev skudt ned på åben gade i Hvidovre.

Det skete ved middagstid torsdag på Hvidovre Butikstorv. Vidner beretter om, hvordan kvinden forsøgte at redde sig eget liv ved at flygte ind i sin bil, en rød Audi, efter de første skud var faldet. Men henne ved bilen blev hun igen ramt af skud.



Kvinden døde efterfølgende af sine kvæstelser, men forinden forsøgte vidnet Camilla Boye at give kvinden livreddende førstehjælp. Hun måtte opgive, fordi der var for meget blod.

- Vi hørte nogle høje lyde, og vi troede, at det var prop-pistoler eller noget i den stil. Men vi gik ud, og så lå kvinden dér på gaden. Hun havde skudhuller i brystet og benet - han har vidst, hvor han skulle skyde. Vi forsøgte at vende hende om, men der var ikke noget at gøre. Det blødte bare, fortæller Camilla Boye og tilføjer:

- Det er virkelig surrealistisk, og jeg er i chok, siger hun.

Efterfølgende blev kvindens 33-årige eksmand efterlyst for drabet. Han flygtede fra stedet i en sort Mercedes, men ved 16-tiden torsdag lykkedes det politiet at anholde ham efter en intens biljagt. Med 20 patruljebiler efter sig kørte manden galt på Kalvebodbroen, og efter en kort flugt til fods blev han anholdt.