Stor aktion mod bander: 64 adresser ransaget - 32 anholdt

Over 30 personer er anholdt under politiets store bandeaktion torsdag, hvor politiet blandt andet slog til mod Bandidos og Hells Angells' klubhuse. Flere skydevåben, en ukendt mængde narkotika og større pengesummer er fundet. 

Klokken ni torsdag slog politiets aktionsstyrke, sjællandske politikredse, SKAT og den fælles sjællandske bandeenhed Task Force Øst til mod bandegrupperinger i den verserende bandekonflikt. 

Der blev slået til på 64 adresser spredt over hele Sjælland, deriblandt flere rockerborge. Bandidos' klubhuse i Vordingborg og Ballerup blev blandt andre stormet, og det samme blev HA's hovedkvarter på Svanevej i København, erfarer BT.

- Aktionen er kørt helt efter planen. Vi har fået fat i stort set alle de personer, vi havde fokus på, og godt halvdelen af de 32 personer, vi har anholdt, vil blive fremstillet i grundlovsforhør i morgen, siger politiinspektør Jørgen Skov fra Københavns Politi.

SE VIDEOER FRA DAGENS POLITIAKTIONER PÅ LOCALEYES.DK

Der er tale om cirka 20 adresser i København, cirka 13 i Københavns Vestegn, cirka otte i Nordsjælland, cirka fem i Midt - og Vestsjælland og cirka fire i Sydsjælland.

På de ransagede adresser har politiet indtil videre fundet fem skydevåben, flere slagvåben og stikvåben samt en ukendt mængde narkotika og 600.000 kroner i kontanter. Politiet er under aktionen gået efter at anholde personer, der mistænkes for drabsforsøg. Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

- Vi anholder mistænkte gerningsmænd til en række drabsforsøg, overfald og anden alvorlig kriminalitet, og vi ransager efter ulovlige genstande. Vi overvåger som bekendt grupperingerne meget nøje og vil slå hårdt ned på al kriminalitet, der udspringer fra personer, der har relationer til dem, siger politiinspektør Jørgen Skov, leder af Efterforskningsenheden, Københavns Politi, i pressemeddelelsen.

VED DU NOGET - ELLER HAR DU BILLEDER FRA AKTIONEN - TIP BT PÅ 1929@BT.DK ELLER LÆS MERE HER

- Det er igen på baggrund af vores efterforskninger og efterretninger i de aktuelle konfliktsager, men også som led i den vedvarende indsats mod rocker- og bandemedlemmernes kriminalitet, at vi i dag slår til mod dem. Vi gør det klart for rocker- og bandemedlemmerne, at vi under ingen omstændigheder vil acceptere voldelige konflikter, og at vi vil bruge alle midler for at pågribe de skyldige, siger politiinspektøren i samme pressemeddelelse.

VED DU NOGET - ELLER HAR DU BILLEDER FRA AKTIONEN - TIP BT PÅ 1929@BT.DK ELLER LÆS MERE HER

Siden årets første måned er antallet af skyderier og knivstikkerier steget dramatisk i hovedstadsområdet og de omkringliggende egne. Det fik flere politikredse til at indføre visitationszoner, som gentagne gange er blevet forlænget, så politiet fortsat kan stikprøve-kontrollere almindelige borgeres biler og lommer. Alene på den københanvske vestegn har det ført til mere end 23 våbenfund.

De mange episoder vurderes af politiet til at udspringe af konflikter mellem 'diverse grupperinger' - blandt andet Blågårdsplads-grupperingen og støttegruppen Loyal to familia (LTF), der holder til på Nørrebro i København, men hvis medlemmer kommer fra både Tingbjerg, Skovlunde og Kokkedal. Mod den rivaliserende gruppe VHK - Værebros Hårde Kerne, der holder til i Værebroparken ved Bagsværd nord for København. Der er bredt sagt tale om indvandrergrupperinger, men begge sider har rockergrupper - Hells Angels og Bandidos - stående som støtter i kulissen.

Politiet vil på et pressemøde klokken 14.00 briefe om de konkrete sager.