Der er så fredeligt i Sjælør for tiden. Syv af de mest forhærdede kriminelle fra en af Københavns mest berygtede indvandrerbander sidder bag tremmer

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Da dengang 16-årige TMJ i maj måned sidste år gik ind i Danske Bank på Borbjergvej og med en pistol truede sig til 76.000 kroner, var det næppe hans egen idé.

De mange penge fik han heller ikke glæde af. Umiddelbart efter røveriet afleverede han både penge og pistol til fire medlemmer af Sjælørbanden.

Røveriet var så stor en succes, at i alt syv medlemmer af 'Sjælørbanden' angiveligt mindst to gange senere forsøgte sig med samme model, hvor de pressede eller truede andre til at gøre deres beskidte arbejde.

Det fremgår af det anklageskrift, som politifuldmægtig Henriette Vincens Nielsen har udfærdiget, og som skal stå sin prøve, når der på mandag afsiges dom ved byretten på Frederiksberg. De hårdkogte fyre har alle indvandrerbaggrund. Trods deres alder på dengang blot 17 til 21 år var de alle kernemedlemmer af 'Sjælørbanden', der også spillede en aktiv del i bandekrigen mellem Hells Angels og forskellige indvandrergrupperinger i og omkring København. 16-årige TMJ, der har dansk baggrund, er nu under psykiatrisk behandling, og ifølge anklager Henriette Vincens Nielsen har den unge mand med dansk baggrund det 'meget dårligt'.

Bankrøveriet var dog ikke det eneste, som kernemedlemmerne af banden er tiltalt for at orkestrere.

Bare en god uges tid efter det første røveri stod TMJ igen inde i en bank i Københavns Sydvestkvarter. Denne gang bevæbnet med en kniv.

Personalet lod sig dog ikke sådan skræmme til at holde fingrene fra alarmknappen, og da det hele begyndte at bimle og bamle omkring den 16-årige dreng, tog han flugten med uforrettet sag.

Kort tid efter blev han anholdt og sigtet for de to røverier.

Med 16-årige TMJ i politiets varetægt måtte banden finde et nyt offer.

Det blev den jævnaldrende SK. Han var dog ikke indstillet på at efterkomme sine plageånders krav.

17, maj mødtes de anklagede angiveligt med SK på en legeplads ved Vigerslevparken og forsøgte at 'overtale' ham til at begå bankrøveriet mod Danske Bank på Strandmarksvej i Hvidovre dagen efter.

Stak med skruetrækker og truede bror


SK blev stukket i låret med en skarpsleben skruetrækker. Han blev slået i hovedet med en svensknøgle og trampet i hovedet.

Da han stadig ikke ville makke ret, truede de ifølge vidneforklaringen med at skære armen af hans lillebror. 'man skulle bare bruge en meget stor kniv,' forklarede de tre bødler den 16-årige SK.

Det fik SK til at indvillige i at begå røveriet.

Han mødte dog aldrig op på det aftalte sted dagen efter, hvorfor røveriet blev opgivet.

På mandag falder så dommen.

- Jeg har nedlagt påstand om ubtingede fængselsstraffe på mellem 1½ og fire år, oplyser Henriette Vincens Nielsen.

Hun forlanger desuden det ældste medlem af banden, den nu 22-årige MM, udvist af Danmark.

Om hun får det, helt som hun vil have det, er dog tvivlsomt. Det mener i hvert fald Kåre Trabjerg Smidt, der er forsvarer for MM.

- Sagen er væsentligt svækket af, at det ene af kronvidnerne ikke er mødt frem i retten. Der er meget få tekniske beviser, så faktisk ligger hele sagen på de to vidneudsagn, og den ene er så åbenbart for syg til at kunne vidne, mens den anden skifter lidt forklaringer, mener stjerneadvokaten.

Den nu 17-årige TMJ's forklaring fra hans egen retssag er blevet læst op i retten, men har ikke samme vægt som et rigtigt vidneudsagn.

TMJ blev i august måned idømt ét år og seks måneders fængsel for røverierne. Grundet omstændighederne blev de 15 måneder gjort betingede, og han blev løsladt straks efter domsafsigelse, da han allerede havde siddet varetægtsfængslet i de tre måneder.