En 37-årig sosu-assistent mistede livet mandag, mens hun passede sit arbejde. Da en 72-årig beboer på bostedet Ringbo gik amok med en kniv og stak hende ihjel.

Hun mødte som vanligt ind på sin arbejdsplads, det socialpsykiastriske bosted Ringbo i Bagsværd, mandag morgen, men hun nåede kun at være på arbejde en  time, da en 72-årig beboer omkring klokken 08.00 pludselig stak hende ned. Overfaldet skete på et område uden for bohuset, og en halv time senere døde hun af sine kvæstelser.

Den 72-årige gerningsmand har erkendt sig skyldig, og han blev mandag eftermiddag fremstilet i grundlovsforhør i Retten i Glostrup, hvor dommeren nedlagde navneforbud for både den dræbte og den 72-årige.

Politiet har brugt formiddagen på at underrette de pårørende, og i hendes omgangskreds efterlod den tragiske nyhed et chok. Blandt andet i hendes store kreds af venner fra håndboldverdenen, hvor den 37-årige sosu-assistent var aktiv fra barnsben.

- Hun var en virkelig sød pige. Altid smilende og glad, når man mødte hende, og hun var altid parat til at hjælpe andre. Hun var meget aktiv i bestyrelsen og bakkede meget op om den sociale del. Det var noget, der betød meget for hende. Hun vil virkelig blive savnet, siger en håndboldkammerat.

I håndboldklubben var den 37-årige sosu-assistent både aktiv som spiller og sad som PR-ansvarlig.

- Hun var lagde mange kræfter i bestyrelsen og det sociale liv i klubben, siger en kvinde fra klubben, men hun har svært ved at finde flere ord.

- Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er helt... Det er slet ikke til at forstå!

Også på Center Ringbo, hvor hun begyndte at arbejde tilbage i 2006, var hun fagligt aktiv som arbejdsmiljørespræsentant.

Hun efterlader sig forældre og søskende, men ingen børn.