Ved du noget om sagen? Send en sms til BT på 1929, skriv til os på Facebook eller send os en mail på 1929@bt.dk.

Natten til lørdag blev Roskilde Festival ramt af en tragedie, da en 20-årig kvinde med bopæl i København døde i sit telt i campingområdet, oplyste Midt og Vestsjællands Politi lørdag morgen.

Den 20-årige kvinde havde ifølge Midt- og Vestsjællands Politi vejrtrækningsproblemer, da hun blev bragt til det nærliggende sygehus, hvor hun kort efter afgik ved døden.

En veninde, der sov i samme telt, opdagede, at den 20-årige havde vejrtrækningsproblemer og fik hende hurtigt hevet ud af teltet og påbegyndt førstehjælp. Desværre stod kvindens liv ikke til at redde.

Venner og veninder til den 20-årige kvinde har efterfølgende fået tilbudt psykologhjælp, oplyser Roskilde Festivals talskvinde, Christina Bilde, der samtidig kalder hændelsen for »dybt tragisk«.

»Det er en dybt tragisk hændelse. Vi har taget os af dem, som pigen var sammen med, og sørget for, at de har fået talt med social workers og psykologer. Der er også social workers på pladsen nu, som man kan tale med, hvis man føler behov,« siger hun til BT.

Trøstende kram

Ifølge BT's mand på stedet er der en meget trykket stemning i og omkring den pågældende lejr, hvor kvinden boede.

»Folk stimler sammen i lejren og krammer hinanden. Flere af dem er tydeligt berørte og står og græder, mens de krammer hinanden, og flere af personer i lejren har pakket deres ting og er taget grædende derfra,« fortæller han.

Til stede er desuden adskillige af Roskilde Festivalens 'social workers' samt politiet, der fortsat undersøger lejren.

Politiet oplyser, at man stadig er i færd med at undersøge, hvad der kan være årsag til dødsfaldet.

»Vi har lavet undersøgelser ude på stedet og afhørt vidner, så vi forhåbentlig kan få lagt klarhed over, hvad der er sket inden,« fortæller Carsten Andersen, der er kommunikationsansvarlig ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Han oplyser samtidig, at det ikke tyder på, at der står nogen kriminel handling bag.

Alle kvindens pårørende er blevet underrettet om det tragiske dødsfald, men politiet opfordrer alligevel alle 20-årige kvinder på festivalen til at rette henvendelse til venner og familie og fortælle, at de har det godt.

Opdateres...