Naboerne til lejligheden på Aggersundvej i Aalborg, hvor en 44-årig mand i nat blev dræbt af knivstik, er dybt chokerede over nattens tragiske begivenheder.

- Det var vist ret voldsomt. Der var blod over det hele i opgangen og op af trapperne til lejligheden, fortæller en nabo, der vågnede ved lyden af tumult omkring klokken to i nat.

Politiet fik kort efter klokken to natten til lørdag en anmeldelse om et knivstikkeri i en lejlighed i det østlige Aalborg. Da patruljen kom frem til stedet, kunne de konstatere, at to mænd var blevet ramt af knivstik. Den 44-årig mand døde på Aalborg Sygehus, mens den 34-årige slap med lettere skader.

- Jeg hørte ikke, hvad der blev sagt, men jeg kunne høre larm og ballade, og senere så jeg en mand der blev kørt væk i en ambulance, siger naboen, der ikke ønsker at stå frem med sit navn.

Udenfor ejendommen stimlede venner, bekendt og beboere fra området sammen, hvor de mindes den dræbte og prøvede at få afløb for sorgen.

- Det var en af mine kammerater, og han var en rigtig god fyr. Det er sørgeligt, for han var jordens fineste mand. Det er et chok uden lige, siger en ven til den dræbte til BT.

Den 44-årige mand, der ifølge BT's oplysninger var førtidspensionist, boede i en lejlighed i Aalborg Øst ikke langt fra gerningsstedet. Han efterlader sig en datter og en søn.

- Jeg blev rigtig ked af det, da jeg hørte det. Det kan godt være, at han så farlig ud med sine tatoveringer, men der var ikke ondt skabt i ham. Det er fuldstændig urimeligt, at han kun blev 44 år, fortæller en af den dræbtes bekendte.

Politiet har anholdt en 31-årig mand, som er sigtet for drabet, og en 64-årig kvinde er også blevet sigtet i sagen. Ifølge BT's oplysninger er de anholdte mor og søn, som bor kun få meter fra det sted, hvor den 44-årig blev ramt af de dræbende knivstik.

Personer med kendskab til de anholdte fortæller, at det ikke er første gang, at den 64-årige kvinde er anholdt i en sag om knivstikkeri. Hun er angiveligt tidligere dømt for at have stukket sin mand ned med en kniv.

Både mor og søn fremstilles begge i grundlovsforhør ved Retten i Hjørring lørdag eftermiddag klokken 16. Politiet har begæret lukkede døre til grundlovsforhøret og ønsker på nuværende tidspunkt ikke at fortælle, hvad motivet til knivstikkeriet var.